Video : Tipsbladet
Superliga

Utilfreds Hudson-Odoi vil ikke forlænge sin kontrakt med Chelsea

Callum Hudson-Odoi har efter sigende et brændende ønske om at forlade Chelsea, og han vil derfor ikke forlænge sin kontrakt.

En af de mest omdiskuterede spillere i engelsk fodbold de seneste uger er Callum Hudson-Odoi, der er genstand for stor interesse fra Bayern München. Den tyske klub har afgivet flere bud på den unge kantspiller, men indtil videre har Chelsea takket nej til buddene. Tilsyneladende til stor frustration for den 18-årige englænder.

Mandag eftermiddag skriver Daily Mail således, at Callum Hudson-Odoi er frustreret over manglende chancer på førsteholdet, og han frygter, at han ikke kommer til at få nok spilletid i London-klubben de kommende sæsoner. Derfor ønsker han ifølge den engelske avis heller ikke at underskrive en ny kontrakt, og han vil endda gå så langt som at lade kontrakten løbe ud.

Callum Hudson-Odois nuværende kontrakt udløber først i sommeren 2020, og allerede sidste efterår tilbød Chelsea ham ifølge Goal en ny kontrakt, men det ser ikke ud til, at den kommer til at blive underskrevet.

Det er først muligt for Callum Hudson-Odoi at forhandle frit med Bayern München til januar næste år, og hvis han på det tidspunkt indgår en forhåndsaftale med den tyske storklub, vil the Blues kun indkassere omtrent fire millioner kroner.

Med det in mente vil Chelsea måske alligevel overveje at sælge Callum Hudson-Odoi inden da, for det seneste bud fra Bayern München lød angiveligt på 293 millioner kroner. De penge vil lune, hvis Callum Hudson-Odoi virkelig har besluttet sig for at forlade Premier League-klubben.