AZ-direktør: Må se om Esbjerg vil sælge
Superliga

AZ-direktør: Må se om Esbjerg vil sælge

AZ bekræfter interessen for Ryan Johnson Laursen. Bolden er på Esbjergs halvdel.

Ryan Johnson Laursen tiltrækker sig for andet transfervindue i træk interesse fra den hollandske klub AZ Alkmaar, der angiveligt skal have lagt et bud på fire millioner kroner for den dygtige Esbjerg-back.

I sommerens transfervindue afviste vestjyderne blankt de hollandske tilnærmelser, og indtil videre er et salg af Ryan Johnson Laursen ikke rykket nærmere. AZ Alkmaars tekniske direktør, Max Huiberts, bekræfter imidlertid, at danskeren stadig er på toppen af blokken over transferemner.

- Ryan har vi fulgt i noget tid, og vi er stadig i kontakt med deres (Esbjergs, red.) ledelse. Vi må se, om der findes en farbar vej. Vi afgav et bud i sommer, og det ligger der i princippet stadig. Vi må se, om klubben vil sælge. Indtil videre er der ingen aftale, siger Max Huiberts til AZ Fanpage.

Ryan Johnson Laursen har kontrakt med Esbjerg frem til sommeren 2019.