Gennem alle 120 minutter kunne Jens Martin Gammelby følge pokalfinalen fra tætteste hold. Brøndby-backen var blevet henvist til bænken mod FC Midtjylland på grund af en ankel, der gjorde ondt.
Mod FC Nordsjælland i mandags var han ude for et solouheld, hvor han slog den i forvejen ømme ankel, og selvom han havde meldt sig klar til Martin Retov, fik han ikke lov til at spille pokalfinalen.
- Jeg sagde, jeg følte, jeg godt kunne spille, men også at jeg stadig havde ondt i den. Det er klart, han (Martin Retov, red.) bliver nødt til at tænke på, hvem der kan holde 90 minutter – og i dag var det så 120. Det var ikke sikkert, jeg kunne det, forklarede Jens Martin Gammelby til B.T. efter kampen.
I stedet var det Kevin Mensah, som tog sig af pladsen som højre back for Brøndby i pokalfinalen, og det ærgrede naturligvis den tidligere Silkeborg-spiller, at han ikke fik lov til at spille finalen.