Video : Tipsbladet
Superliga

Bænket Horsens-keeper: Er meget uforstående

Nicklas Dannevang er røget på bænken i AC Horsens, og han forstår ikke, hvorfor Bo Henriksen har valgt Steve Clark over ham.

Nicklas Dannevang vogtede målet for AC Horsens i hele efteråret, men i 2017 har den 26-årige keeper slet ikke været på banen for Den Gule Fare i Superliga-sammenhæng. Al spilletid er faldet i retning af amerikanske Steve Clark, der kom til klubben i vinterpausen.

Nicklas Dannevang lægger ikke skjul på, at han ikke forstår, hvor cheftræner Bo Henriksen har valgt at skifte målmand efter et efterår, hvor AC Horsens kunne overvintre som nummer syv.

- Jeg lægger da ikke skjul på, at jeg er meget uforstående over, at man ikke har kigget min vej. Som sagt har det taget os syv kampe at vinde, og så er det selvfølgelig frustrerende, at der ikke er blevet kigget min vej, fortæller han til Fodbold med Horup.

Nicklas Dannevang har kontraktudløb til sommer, og den manglende spilletid kan betyde, at han fortsætter karrieren i en anden klub.

- Det jeg skal ind og se på, det er et projekt. Nogle der gerne vil have mig. Så er det sådan set ligegyldigt hvordan og hvorledes, og om det er her, hvis de rigtig gerne vil mig her. Det skal være nogle, der gerne vil mig og nogle, der kan give mig glæde ved at spille fodbold, siger målmanden.

Dannevang noterede sig for seks clean sheets i 21 kampe i efteråret.