Balladen i Horsens: Hårde straffe til både ACH og Brøndby
Foto: Getty Images
Superliga

Balladen i Horsens: Hårde straffe til både ACH og Brøndby

AC Horsens straffes med en bøde på 50.000 kroner, mens Brøndby IF får en fire gange så stor bøde og en betinget fratagelse af retten til at have tilskuere for urolighederne i næstsidste Superliga-runde i foråret.

Det tog over tre måneder, men nu er der endelig faldet dom i sagen om balladen på Casa Arena Horsens. De fandt sted i næstsidste spillerunde af sidste sæson, da Brøndby IF var på besøg.

Fodboldens Disciplinærinstans har tildelt AC Horsens en bøde på 50.000 kroner, fordi tilskuere kastede ølkrus mod Brøndbys træner, Alexander Zorniger, samt for klubbens manglende opsætning af net foran udebaneafsnittet.

Brøndby har fået en bøde på 200.000 kroner og er blevet idømt én spilledags betinget fratagelse af tilskuere til en hjemmekamp. Den straf træder i kraft, hvis klubben eller dens tilskuere én gang i denne sæson står bag "lignende overtrædelser af Cirkulære om Sikkerhed og orden på stadion", som det hedder i kendelsen.

Den noget hårdere Brøndby-straf dækker over, at der blev antændt romerlys gennem hele kampen, der blev kastet krus mod Horsens-spillere, der blev kastet en stofbyld i ryggen på en linjedommer, der blev kastet krus mod Horsens-træner Bo Henriksen, og at en gruppe fans løb på banen omkring slutfløjtet.

Behandlingstiden af sagen har været lang, som nævnt over tre måneder, og i mellemtiden har Fodboldens Disciplinærinstans afviklet seks andre sager. Forklaringen gav instansens formand, Jens Hjortskov, til tipsbladet.dk i sidste uge.

- Der har været noget dokumentationsindhentning, som har taget noget tid. Det er forklaringen. Det dækker over, at vi indhenter redegørelser fra kampens dommer og fra klubberne. Nogle gange skal vi have nogle supplerende oplysninger på baggrund af de redegørelser, vi modtager, og det er bare det, der er tale om her, sagde Hjortskov.

Ifølge dagens kendelse har instansen af to omgang indhentet redegørelser fra de to klubber.