Video : Tipsbladet
Superliga

Bartolec om FCK-skifte: Kan ikke forestille mig et bedre skridt

Karlo Bartolec er meget begejstret for udsigten til at kunne trække FC Københavns trøje over hovedet fremover.

Gennem sine tre år i FC Nordsjælland har Karlo Bartolec skabt overskrifter med sit angrebsivrige spil, der har gjort ham til en ligaens bedste backs, og nu er det blevet tid til, at kroaten skal prøve sig af på en højere hylde.

Det er blevet offentliggjort, at han skifter til FC København på en fireårig kontrakt, og det skifte glæder højrebacken sig naturligvis over, for nu kan han få lov til at spille med i et europæisk gruppespil og kæmpe med om titler.

- Jeg er virkelig glad for, at det hele er faldet på plads. Jeg ser meget frem til at komme til FCK, som er en klub på højt internationalt niveau. Her spiller man for at vinde mesterskabet hvert år og komme i de europæiske gruppespil. Det motiverer mig meget at blive en del af så stor en klub og få et fantastisk stadion som Telia Parken som hjemmebane, siger Karlo Bartolec til FC Københavns hjemmeside.

- Jeg har haft en fantastisk tid i FC Nordsjælland og udviklet mig meget, men det er tid til en ny udfordring, og jeg kan ikke forestille mig et bedre næste skridt end at tage til FCK. Her vil jeg være omgivet af fantastiske spillere og dygtige trænere hver dag og skulle præstere maksimalt for at komme i betragtning til holdet. Det ser jeg meget frem til.

I den kommende sæson skal FC København forsøge at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet, og Karlo Bartolec skal kæmpe med Guillermo Varela om pladsen på højre back.