Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bayern-stjerne i shitstorm efter vaccine-nej

Bayern Münchens Joshua Kimmich har fravalgt coronavaccine, da han frygter for eftervirkninger.

Bayern München-spilleren Joshua Kimmich er sjældent den, der trækker de største overskrifter hos den tyske mesterklub, men de seneste dage har været en undtagelse.

Således er han endt i en storm af kritik, efter at han lørdag stod frem og sagde, at han har undladt at blive vaccineret mod coronavirus, da han er bekymret for langsigtede virkninger af vaccinen.

Dette udløste en øjeblikkelig storm af kritik i hele Tyskland, hvor mange argumenterede for, at fodboldspillere bør være rollemodeller og tage imod vaccinetilbuddet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det har langt de fleste fodboldspillere i Tyskland da også gjort. Tirsdag oplyser Den Tyske Fodboldliga (DFL), at mere end 90 procent af spillerne og andre ansatte i de to bedste tysker rækker er vaccinerede.

Det har man da også opfordret til i Bayern München, men man vil ikke tvinge spillere som Kimmich til at blive vaccineret.

- Det er vigtigt at sige, at vi kun kan råde alle til at blive vaccineret. Det har vi fremhævet igennem en række handlinger, men i sidste ende skal man respektere, at andre kan have en anden mening, siger Bayern-direktør Oliver Kahn.

Bayern-præsident Herbert Hainer hæfter sig ved, at Kimmich trods alt sagde, at han ikke vil udelukke at blive vaccineret.

- Bayern støtter vaccinationsaktioner, men i sidste ende er der ingen vaccinationspligt hos os. Det er en individuel beslutning.

- Joshua Kimmich sagde trods alt, at han måske ville blive vaccineret i fremtiden. Jeg ville være glad, hvis det skete, siger Hainer.

Ikke alle er kritiske over for Kimmich. Han får opbakning fra den tidligere Bayern-formand Karl-Heinz Rummenigge, der dog er fortaler for, at Kimmich ændrer holdning.

- Er der en spiller, jeg kender som værende ekstremt ansvarlig og en rollemodel i mange ting i livet, så har det altid været Joshua. I dette tilfælde tror jeg, at han på et tidspunkt vil tage den rigtige beslutning, lyder det fra Rummenigge.

/ritzau/