Bech om Stückler-kontrakt: Zorniger skal se lige ham an
Foto: Jonas Olufson/Polfoto
Superliga

Bech om Stückler-kontrakt: Zorniger skal se lige ham an

Døren er ikke lukket for Daniel Stückler i Brøndby, men Troels Bech vil gerne have, at Alexander Zorniger lige ser angriberen an.

Den 19-årige angriber Daniel Stückler fra Brøndby IF fortalte til tipsbladet.dk, at han aktuelt ikke er i dialog med Brøndby IF om en forlængelse af den kontrakt, der udløber den 31. december 2016.

Talentfulde Stückler, der scorede sit første mål for Brøndby i foråret mod Randers, har ganske givet bejlere. Den 19-årige tidligere Lyngby-spillere er blandt de mest talentfulde spillere i sin årgang, men en forlængelse sker ikke lige nu, fordi Brøndbys nye træner, Alexander Zorniger, lige skal se Stückler an.

- Nu er Daniel begyndt at spille Superliga-kampe i en ung alder, og han har scoret mål, så selvfølgelig er han interessant. Sikkert også for andre. Det er noget, vi kommer til at forholde os til hen over sommeren, siger sportsdirektør Troels Bech til tipsbladet.dk.

I stedet er fokus på træningen og træningskampene, hvor Alexander Zorniger ser spillerne an og derfor meget vel kan se, om Stückler er en mand, han vil satse på fremadrettet. Systemet er krævende, og Zorniger har selv udtalt, at han i træningen kan se, hvem der vil det, og hvem der ikke vil det. 

- Lige nu handler det om, at Alexander skal se ham an, inden vi gør noget. Han skal jo se, hvordan han fungerer i hverdagen, for trods Alex' iver efter at se kampe, har han ikke set så meget med Daniel, så det er en mulighed for, at de lige kan se hinanden an, siger Troels Bech.

Daniel Stückler fortalte, at han var fodboldsulten, og at han lige nu ikke ved, hvad der kommer til at ske. Han lader ikke overraskende sin agent om at styre forhandlingerne.

Det var i januar 2014, at Brøndby hentede Daniel Stückler i Lyngby Boldklub. Siden har han spillet otte gange i Superligaen for Brøndby. Og scoret én gang.