Bedst og værst: 90 minutter fri for Oscar og konetyve
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: 90 minutter fri for Oscar og konetyve

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Brøndby IF og Randers FC i Superligaen.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - Randers FC 1-0 (1-0)

1-0 David Boysen (43)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Lebogang Phiri har været skadet i starten af dette forår, men søndag var han med for Brøndby, og sydafrikaneren var ikke den mindste smule rusten. Han var derimod Brøndbys bedste. Phiri styrede fuldstændig midtbanen for de blå-gule og overmatchede Randers-spillerne fysisk. Det krydrede han med et flot oplæg til David Boysens 1-0-scoring. Og så er det gang på gang værd at rose Phiri for, at rigtig mange af hans afleveringer går frem i banen - modsat eksempelvis hans midtbanemakker Christian Nørgaard.

Randers FC:
Det var begrænset, hvad Brøndby skabte af store chancer, og det skyldtes ikke mindst en meget velspillende Mads Agesen i Randers-forsvaret. Særligt i første halvleg kom han i vejen for mange angreb, og det passede ham godt, at han var oppe imod en fysisk stærk angriber som Johan Elmander frem for en hurtigløber.

Kampens værste:
Mikael Ishak var pivringe. Meget anderledes kan det ikke siges. Randers-angriberen duede ikke som chanceskaber, opspilsstation eller afslutter. Det er ikke godt, når det primært er de tre ting, han er med for. Og så var han endda oppe imod et meget, meget decimeret midterforsvar. Den svenske U/21-Europamester skal oppe sig gevaldigt i de fremtidige kampe.

Kampens detalje:
Kampens detalje er ubetinget det faktum, at det lykkedes Brøndby at vinde en Superliga-kamp og deslige holde buret rent med et midterforsvar bestående af Jesper Juelsgård og Svenn Crone i hele anden halvleg. De to gjorde det fint sammen, men de er også et bevis på, hvor absurd midterforsvarssituationen er i Brøndby i øjeblikket.