Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: AC Horsens straffede OB på dødbolde

Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen mellem AC Horsens og OB.

AC Horsens – OB 2-1 (0-1)
Bashkim Kadrii på straffe, 0-1 (23’)
Marco Lund selvmål, 1-1 (61’)
Bjarke Jacobsen, 2-1 (63’)

Kampens bedste
AC Horsens
AC Horsens var meget på bolden imod OB, og i sådanne situationer er Louka Prip en af deres bedste spillere. Kantspilleren havde flere gode aktioner på sin højre fløj, hvor han oftest var involveret, når AC Horsens kom frem til chancer, og hans hurtighed og teknik gav OB-forsvaret problemer.

Også angriber Nicolai Brock-Madsen var en stor mundfuld for fynboerne og leverede en stærk præstation.

OB
Der var få OB’ere, der gjorde sig positivt bemærket, men en af dem var Alexander Juel Andersen. I fraværet af flere forsvarsprofiler fik han chancen fra start, og han gjorde det hæderligt med flere fine indgreb.

Læs også:LIVE: MÅL - AC Horsens bringer sig foran med to hurtige scoringer

Kampens værste
Det var ikke en stærk præstation af OB, der i store dele af kampen forsøgte at forsvare sig til et resultat. Det lykkedes dog ikke, og det skyldtes især OB’s forsøg på at forsvare dødbolde. På to minutter i anden halvleg straffede AC Horsens fynboerne på dødbolde – først da Marco Lund scorede selvmål, og efterfølgende da Bjarke Jacobsen sparkede bolden i mål. De manglede flere af deres normale forsvarsspillere, og det så ud til at kunne mørkes på dødboldene.

Kampens detalje
Bahskim Kadrii er brandvarm i øjeblikket. Han skulle godt nok bruge et straffespark til at komme på måltavlen mod AC Horsens, men det var femte gang i træk, at den dygtige angriber noterede sig for en scoring. Det er en flot stime, og OB-profilen har nu scoret ti mål i denne sæson – det samme, som han nåede på hele sidste sæson.