Bedst og værst: Der er meget at arbejde med for Todd
Foto: Polfoto/René Schütze
Superliga

Bedst og værst: Der er meget at arbejde med for Todd

Tipsbladet.dk kigger nærmere på mandagens Superliga-kamp mellem AaB og Esbjerg.

AaB - Esbjerg 2-1 (2-1)
1-0 Kasper Risgård (16')
2-0 Thomas Enevoldsen (25')
1-2 Andreas Nordvik (29')

Kampens bedste spiller: 

AaB: 
Det virker bestemt til, at Lynge Jakobsen har overdraget sine røverkøbsgener til hans erstatning - AaB's sportsdirektør Allan Gaarde. I hvert fald har Gaarde gjort det glimrende ved at hente Marco Meilinger til Nordjylland og igen mod Esbjerg var han fremragende. Han arbejder hårdt defensivt og hans venstrefod er en trussel mod ethvert mandskab. 

Esbjerg: 
Andreas Nordvik blev ramt af skader efter han blev hentet til Esbjerg, men op til denne sæson har nordmanden været skadesfri. Det virker til at have været et glimrende køb, for Nordvik var den eneste Esbjerg-forsvarer, der kunne være sin indsats bekendt mod AaB og kronede sin indsats med målet til 1-2. 

Kampens dårligste spiller: 
Robin Söder gjorde ikke specielt meget væsen af sig i kampens første 85 minutter, men da Kevin Mensah fem minutter før tid kom igennem på venstresiden og sendte et perfekt indlæg ind i boksen mod en helt fri Söder, var han der. Men svenskeren skuffede fælt og brændte på det skammeligste. 

Kampens detalje: 
Der var stående klapsalver til peruvianske Edison Flores, da han blev sendt på banen efter 70 minutter i stedet for Christian Bassogog - en anden populær herre. Der er fodboldstemning i Aalborg.