Bedst og værst: FC København havde Wind i sejlene
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: FC København havde Wind i sejlene

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret i mesterskabsspillet mellem FC København og AaB.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

FC København - AaB 2-1 (1-1)

1-0 Jakob Blåbjerg (selvmål) (12.)

1-1 Jakob Blåbjerg (34.)

2-1 Viktor Fischer (68.)

Kampens bedste:

FC København:
Man skal altid passe på med at fælde en for hurtig dom over unge spillere, så lad os nøjes med at konstatere, at FC København har en rigtig spændende angriber i 19-årige Jonas Wind. Team Managerens søn spillede sin første kamp fra start for de danske mestre, og den slap han rigtig pænt fra. Wind har helt tydeligt fysikken til Superligaen, og han voldte AaB's defensiv mange problemer. Han skal bare blive ved med at få minutter, så han kan udvikle sig. 

AaB:
Magnus Christensen spillede kun 71 minutter på AaB's centrale midtbane, men det var 71 fine minutter af den unge mand, der tog kampen op med især Carlos Zeca. Nordjyderne havde det ikke nemt på Parkens græstæppe, men Magnus Christensen gjorde en god figur.

Kampens værste:
Stephan Andersen har nu haft en række kampe til at overbevise i fraværet af Robin Olsen, og man må bare konstatere, at det er han ikke lykkedes med for alvor. Denne onsdag var han skyld i Jakob Blåbjergs udligning, og i en kamp, hvor han ikke havde ret meget at se til, farver det for alvor indtrykket. 

Set med AaB-briller var der ikke mange plusser i bogen til Pavol Safranko. Slovakken havde ganske vist meget svære arbejdsbetingelser, men han virker generelt ufarlig. Det viser tallene for hans første sæson i AaB da også.

Kampens detalje:
Det er svært at sige, om det havde været en kedeligere kamp uden Jakob Blåbjergs deltagelse, men det havde i hvert fald været en mere målfattig en af slagsen. Først bragte nordjyden FCK foran med 1-0 med et selvmål, og kort efter udlignede han selv til 1-1. Det er ikke noget, man ser hver eneste dag, men Blåbjerg var farlig tæt under mål denne onsdag aften i hovedstaden.

Og apropos detaljer så var Viktor Fischers mål til 2-1 en sand perle, som igen understregede, at det er en klassespiller, der er vendt hjem til Superligaen. 

Og i øvrigt... Mod slutningen af kampen fik William Kvist gult kort, før han overhovedet var kommet på banen. Midtbanespilleren løb ganske enkelt for tidligt ind i forbindelse med en indskiftning. Lad os bare kalde det for en usædvanlig episode. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.