Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Flot gestus af Kian Hansen i Midtjyllands pokaltriumf

Tipsbladet.dk har set nærmere på pokalfinalen 2019 mellem Brøndby IF og FC Midtjylland.

Tipsbladet.dk i Telia Parken til finalen i Sydbank Pokalen:

Brøndby IF - FC Midtjylland 1-1 (samlet 4-5 efter straffesparkskonkurrence) (1-1)
0-1 Kian Hansen (6.)
1-1 Dominik Kaiser (21.)

Kampens Bedste:
Brøndby IF:
Det var svært at forstå, hvorfor Simon Hedlund skulle udskiftes efter 74 minutters spil - han var Brøndbys bedste mand.

Hedlund var konstant i bevægelse og en evig kilde til uro for FC Midtjylland-forsvaret, og 73 minutter inde i opgøret fik han en halv friløber, som han i stedet for at afslutte på trillede til siden, så indskiftede Nikolai Laursen kunne afslutte lidt inde i feltet med to forsvarsspillere på stregen. I stedet valgte han at trække den til siden, så chancen fes ud i sandet. Men generelt var Hedlund bare chanceskabende og optimistisk i sit spil. 

FC Midtjylland:
Det er et scoop for FC Midtjylland, at man har haft succes med at hente Alexander Scholz hjem fra belgisk fodbold. Scholz er ikke bare en dygtig markeringsspiller - han er også ffremragende til at føre bolden frem. Flere gange tog han bolden og drev den frem, og det skabte både farlige situationer og overtal, når han gjorde det. Vigtigst var dog den defensive aktion i anden halvleg, hvor han kom imellem på en chance, 

Også Paul Onuachu fortjener kredit. Han var rigtig god, vandt mange dueller og blev snydt for et straffespark. Blev udskiftet i den forlængede spilletid.

Kampens værste:
Begge mandskaber havde spillere, der ikke fik leveret det vanlige niveau. Mikael Uhre var meget anonym på venstrekanten for Brøndby og blev plukket efter lidt mere end en time

For FC Midtjylland må det skuffe, at brasilianske Evander, der har så meget talent, slet ikke satte en fod rigtig i pokalfinalen, hvor han både fysisk, teknisk og taktisk var markant under nvieau. Evander leverede opgørets dårligste præstation, og den brasilianske sambabold, han har vist i perioder i FC Midtjylland, havde han glemt hjemme i Herning denne fredag.

Det skal også nævnes på minussiden, at Peter Kjærsgaard og resten af det seks-mands store dommerteam missede et klokkeklart straffespark til Paul Onuachu i første halvleg. En rigtig skidt situation for dommerteamet.

Kampens detalje:
Det er ikke mange mål, forsvarsspiller Kian Hansen scorer, så at score et mål i en pokalfinale, er naturligvis stort. Hvad der også var stort var, at Kian Hansen valgte at løbe en hel banelængde for at fejre sin scoring med holdkammerat og målmand Jesper Hansen, der i sidste uge mistede sin bror i en ulykke. En fin gestus fra Kian Hansen.