Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Genialitet grundlagde FC Nordsjælland-sejr i Aalborg

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem AaB og FC Nordsjælland.

AaB - FC Nordsjælland 1-3 (0-2)
Mathias Rasmussen, 0-1 (3')
Patrick Kristensen selvmål, 0-2 (28')
Kristoffer Pallesen, 1-2 (74')
Mikkel Rygaard, 1-3 (90')

Kampens bedste:
AaB:

AaB indkasserer godt nok tre mål i kampen, men det er svært at klandre målmand Jacob Rinne for nederlaget. Den svenske keeper var chanceløs ved det første mål, og det andet mål var et uheldigt selvmål, efter at Rinne havde leveret en fin redning. Der var også flere stærke aktioner fra AaB-keeperen.

Kasper Kusks indhop var også mere end godkendt, hvor han blandt andet var involveret i nordjydernes scoring.

FC Nordsjælland:
Mohammed Kudus var tilbage i startopstillingen, og FC Nordsjællands 19-årige topscorer var strålende nok engang. Han fik ikke scoret sit ottende sæsonmål, men efter blot tre minutter leverede han en forrygende assist til Mathias Rasmussen, og han leverede en stærk præstation med et godt presspil, gode driblinger og gode afleveringer. Der kan godt komme store bud på ham fra udenlandske klubber, når transfervinduet åbner i januar.

Kampens værste:
Man kunne pege på hele AaB-mandskabets præstation i første halvleg som kampens værste. Men især Magnus Christensen vil ikke huske tilbage på kampen mod FC Nordsjælland positivt. Midtbanespilleren havde en dårlig kamp, hvor han ikke lykkedes med meget og havde mange boldtab - og især et boldtab blev dyrt, da FC Nordsjælland scorede umiddelbart efter. Han blev også revet ud af cheftræner Jacob Friis i pausen.

Kampens detalje:
Der var mange detaljer i fredagskampen, og man kunne fremhæve, at det var FC Nordsjællands første sejr i Aalborg siden 2014, at Kristoffer Pallesen scorede sit første Superliga-mål, eller Mikkel Rygaards fremragende frisparkskasse i slutminutterne. 

Detaljen stod FC Nordsjælland dog for efter få minutter. Mohammed Kudus modtog bolden på kanten af nordjydernes felt, hvor han på flotteste vis lobbede bolden ind i feltet til Mathias Rasmussen, der fornemt flugtede bolden i mål. Det var en eminent assist og en flot afslutning, og det resulterede i et fantastisk mål.