Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Larsson gjorde fremragende reklame for sig selv

Brøndby tog en 2-1-sejr over Vejle søndag aften. Tipsbladet.dk ser nærmere på opgøret her.

Vejle Boldklub - Brøndby IF 1-2 (1-0)
1-0 Alan Sousa 10'
1-1 Kamil Wilczek 48'
1-2 Mikael Uhre 59'

Kampens bedste:

Vejle Boldklub:
Det er utroligt svært at komme udenom en spiller som Alan Sousa på sådan en søndag aften. Han scorede et fremragende frisparksmål, ligesom han ofte gjorde livet svært for Brøndby-defensiven. Det er naturligvis en stor streg i regningen, at han slutter af med at forsøge med at filme sig til et straffespark og brokke sig til dommeren over et manglende hjørnespark til sidst i kampen, som gav rødt kort. Sådan noget lavede Ramadani ikke, som også skal nævnes som en spiller, der havde en rigtig fin kamp på midtbanen med flere vigtige indgreb.

Brøndby IF:
Rygterne svirrer om, at Johan Larsson er på vej til en anden klub, da hans kontrakt nærmer sig udløb. Hvis de er sande, så gjorde han særdeles god reklame for sig selv mod Vejle, hvor han blandt andet diskede op med et perfekt oplæg til sejrsmålet. Det var dog ikke kun ham, der gjorde det godt i kampen. Lasse Vigen havde godt styr på sine opgaver, og når Brøndby var i vanskeligheder, var det ham, der lyste op.

Kampens værste:
Selvom Wilczek scorede til 1-1 i kampen, så kan man ikke se bort fra den albue, som han sendte i hovedet på Memija i første halvleg. Det var en meget grim handling, som muligvis burde have sent ham ud. Dertil havde Tibbling også svært ved at sætte et ordentligt aftryk på kampen, og han blev også taget ud efter første halvleg.

Kampens detalje:
Alan Sousas fremragende frisparksmål kan man se igen og igen. Det var perfektion, da den teknisk stærke Vejle-spiller løftede bolden over Brøndby-muren og lod bolden gå ind via undersiden af overliggeren. Tusind tommelfingre op for dét mål.