Bedst og værst: Lukas og Lucas imponerede for AaB mod Randers
Randers FC - AaB 0-2 (0-1)
0-1 Tom van Weert (2.)
0-2 Lucas Andersen (69.)
Kampens bedste:
Randers FC:
Det var i meget små glimt, at man kunne se Randers-spillerne kæmpede for at sikre sig førstepladsen i puljen, men Emil Riis bed fra sig i to omgange i anden halvlegs begyndelse, hvor han blandt andet sparkede bolden på overliggeren.
AaB:
Med en scoring til 2-0 og en af bagmændene til det første mål, var Lucas Andersen nok engang en af de mest afgørende spillere for AaB, da de slog Randers. Samtidig var der en anden med samme ordlyd i navnet, Lukas Klitten, som havde debut, og det slap han virkelig godt fra med blandt andet oplægget til 1-0.
Kampens værste:
Målet til 1-0 fik stor betydning for hele kampen, da det gav AaB en meget favorabel position, og her var det en fejl fra Erik Marxen, som dog ellers spillede en stabil kamp i Randers' midterforsvar.
Kampens detalje:
Målet til 1-0 var lige efter fodboldens ABC, hvor Lucas Andersen først spillede bolden perfekt videre til Lukas Klitten i et overlap, som derefter lagde bolden helt præcist ind til Tom van Weert, som scorede. Andersen. Klitten. Van Weert. Det var smukt.