Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Maskingeværet 'AK' skød på ny med skarpt

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem FC Nordsjælland og Sønderjyske.

FC Nordsjælland-Sønderjyske (0-1) 2-1

1-0 Anders K. Jacobsen, ’8
1-1 Mikkel Damsgaard, ’65
2-1 Abdul Mumin, '81

Bedste spiller
FC Nordsjælland
Mikkel Rygaard var en af få spillere, der på trods af sejren, for alvor kunne være sin indsats bekendt for FC Nordsjælland søndag middag. Midtbaneankeret lavede færre fejl end holdkammeraterne i et opgør, som næppe skriver sig ind blandt ’Den blonde Pirlo’s, selvom han også var manden, der sendte hjørnesparket direkte i knolden på Abdul Mumin, da sejrsmålet blev scoret.

Sønderjyske
Anders K. Jacobsen ligner en forvandlet spiller under Glen Riddersholm. Med målet mod FC Nordsjælland har maskinpistolen allerede skudt med skarpt flere gange i foråret, end han gjorde i hele efteråret for OB. Fynboen så ud til at fungere som et eminent våben i Sønderjyskes omstillingsmaskine, da han afleverede og afsluttede fint. Mangler dog fortsat luft til at spille en hel kamp og måtte lade sig udskifte efter 65 minutter.

Værste spiller
Den tvivlsomme ære tilfalder FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, for at have lagt den forkerte taktik til opgøret mod et kontrastærkt Sønderjyske-hold i første halvleg. Kollektivet fungerede ikke, og samtlige spillere lå langt under det niveau, der blev vist i forårets første runde mod AC Horsens, som blev slået 6-0.
Pedersen får desuden mange minuspoint i bogen for et sløvt svar i anden halvlegs indledning, da TV3’s journalist ved stillingen 1-0 til Sønderjyske spurgte, hvad der skulle ændres efter pausen. Hvortil Pedersen svarede: ’Vi skal score’.

Omvendt skal Pedersen dog krediteres for en solid peptalk til spillerne i pausen, der trods alt resulterede i, at Nordsjælland fik vendt opgøret og snuppede de tre point.

Kampens detalje
Artem Dovbyk blev skiftet ind efter 65 minutter og stillede sig direkte ind i muren ved et frispark. Sekunder senere blev han ramt af Mikkel Damsgaards frispark, der snød Sønderjyskes målmand og strøg i kassen. Elendig entre af ukraineren, der nærmest ikke nåede at blive varm, før han var involveret i Nordsjællands udlignende mål.