Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: OB hyldede Høgh og slog Vejle

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem OB og Vejle Boldklub.

OB - Vejle Boldklub 1-0 (1-0)
Jacob Barrett Laursen, 1-0 (42')

Kampens bedste
OB

Jeppe Tverskov er blevet en stor profil i OB i denne sæson, og han viste hvorfor imod Vejle. Flere gange beviste han sit værd med gode aktioner i forsvarsspillet, og han var konstant det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. En flot indsats af OB's kaptajn i opgøret. 

Vejle Boldklub
Vejle Boldklub hentede Malte Amundsen fra Rosenborg i januar, og han kan vise sig at blive en profil for holdet. Imod OB leverede han i hvert fald en stærk indsats på venstre back, og han stod ofte i vejen for OB-spillerne og var stærk i duellerne. 

Kampens værste
Ylber Ramadani kan ikke være tilfreds med sin indsats i opgøret mod nederlaget. Den centrale midtbanespiller var småskadet, og det kunne ses. Han fik slet ikke sat sit aftryk på kampen og så ikke godt ud ved OB’s første mål. Ramadani blev også taget ud i pausen, hvor han blev erstattet af Melker Hallberg.

Kampens detalje
Kampens detalje kom, før kampen gik i gang. OB’s legendariske målmand Lars Høgh blev nemlig hyldet med en mur, hvorpå der var malet et portræt af keeperen. Det skete, da det er 25 år siden, at OB – med Høgh på holdet – leverede ”Miraklet i Madrid” og slog Real Madrid med 2-0. En flot hyldest til klublegenden, og hyldesten blev fulgt op med en sejr. 

Skal der peges på noget på banen, stod et par af gæsternes profiler for en flot detalje, selv om det ikke resulterede i et mål. Vladlen Yurchenko lobbede bolden over OB-forsvaret til Imed Louati, der flugtede bolden mod mål, men Sten Grytebust var på plads i målet. Med lidt mere held havde det været et fantastisk mål.