Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Pourié kom på måltavlen

Vi zoomer ind på dagens opgør mellem Randers og Horsens.

Randers - Horsens 2-0
1-0 Marvin Pourié ('23)
2-0 Marvin Pourié ('90)

Kampens bedste:

Randers: Selvtillidsniveauet har ikke været højt for Marvin Pourié på det seneste, men i dag fik han scoret to mål. Det sendte selvtillidsbarometeret helt op i vejret og gav den tyske angriber stor spillelyst. Det var ikke altid helt fejlfrit, men når han kan og vil, er han i stand til at gøre en forskel på næsten alle Superligahold. Johnny Thomsen og altid skarpe Kasper Fisker må også nævnes.

Horsens: Hvis Horsens spillede uden målmand, kunne Randers snildt have endt med et tocifret antal mål. Derfor skal de prise sig lykkelige for, at Steve Clark ad flere omgange stod i vejen for afslutningerne, der kom inden for målrammen. Han er inde i en god spilmæssig periode for tiden og var reelt uden chance for at redde Randers' to mål. Det er synd, at Horsens' offensiv ikke har en tilsvarende skarphed.

Kampens værste: De kom frem til Randers' tredjedel af banen, men Horsens kunne bare ikke få den ind. Det var hele tiden lige ved og næsten, og det endte altså med at slå dem af hesten. Horsens' offensiv blev aldrig virkelig farlig, og det kostede altså et nederlag. 

Kampens detalje: Der er altså bare et eller andet over Horsens-træner Bo Henriksen. Han er en fantastisk motivator for de 11 spillere inde på banen, som dog måtte gå tabende fra banen. Det kunne man blandt andet se, da han nærmest skrigende storroste Babacarr Sanneh med vendinger som: ”I fucking love it”. Meget kan man sige om Bo Henriksen, men karismatisk er han altså.