Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Randers-motor dominerede i Nordsjælland-remis

Randers FC – FC Nordsjælland 1-1 (0-1)
0-1 Andreas Skov Olsen (’3)
1-1 Benjamin Stokke (’49)

Kampens bedste:
Randers FC:

Hjemmeholdet vandt slaget på midtbanen efter de første ti minutter, og det skyldes i høj grad anfører Nicolai Poulsen, som er sikker på bolden, ligesom han formåede at lukke ned for den falske 9’er, som nordsjællænderne spiller med.

FC Nordsjælland:
Normalt taler man meget om FC Nordsjællands offensiv, men i dag måtte de forsvare sig en del mod et veloplagt Randers-mandskab. I den midterste del af kampen spillede gæsterne totalt uden gnist, og der må man fremhæve Victor Nelsson og især Benjamin Tiedemann Hansen, som viste noget vilje.

Kampens værste:
Det var ikke en god kamp af Nordsjælland-holdet. Unge Jacob Steen Christensen kom ind i pausen i stedet for Mohammed Kudus, som ikke havde fået meget ud af det, og ingen af de to spillede en god kamp. Christensen havde alt for mange boldtab, og hans opgave med at stabilisere midtbanen mislykkedes i store dele af anden halvleg. Han så bedre ud, da han fik Rygaard ved siden af sig til sidst.

Kampens detalje:
Der var flere gode tekniske detaljer på en bane, der faktisk så overraskende god ud i forhold til, at kalenderen siger midt i november. Andreas Skov Olsen spiller ikke nogen stor kamp, men han har nogle tekniske kvaliteter, som ikke kan fornægtes. Midtvejs i anden halvleg opsnapper han en løs bold, og med en lille hoftefinte og en fremragende vending bragte han sig i position til skud. Skuddet var et drøn, der gik snert forbi en chanceløs Carlgrens mål.