Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Skarpheden manglede i Randers

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Randers FC og Hobro IK.

Randers FC - Hobro IK 1-0 (1-0)
Emil Riis, 1-0 (6')

Kampens bedste:
Randers FC
Der var adskillige gode præstationer hos Randers FC, og en af dem venstre back Kevin Conboy. Conboy var stærk i det defensive arbejde, men var endnu bedre i det fremadrettede spil, hvor han ofte kom frem til gode indlæg.

En anden velspillende Randers-profil var Andre Rømer, der i sidste spillerunde blev matchvinder mod netop Hobro. Det blev ikke til endnu et mål, men Rømer gjorde ofte det beskidte arbejde på midtbanen, hvor han vandt utallige bolde og flot spillede dem videre.

Hobro IK
I første halvleg var det ikke mange Hobro-spillere, der fik vist sig godt frem, og Martin Mikkelsen var med længder Hobros bedste i den halvleg. Han drev bolden flot frem og kom med noget inititiativ, som nordjyderne ellers manglede. Mikkelsen fortsatte også med at være en af Hobros mest kreative kræfter efter pausen, og han fortjener prisen som kampens bedste. Vito Hammershøy-Mistrati kommer efter på en tæt andenplads.

Kampens værste:
Julian Kristoffersen dannede igen angrebsduo med Pål Alexander Kirkevold, men den tårnhøje angriber lykkedes ikke med meget af det, han forsøgte. Han var i store dele af opgøret anonym og blev forståeligt nok skiftet ud efter en times spil.

Kristoffersen var dog ikke den eneste angriber, der ikke ramte dagen. Næsten samtlige offensivspillere på banen havde chancer, men gang på gang manglede skarpheden, og det var næsten utroligt, at der ikke blev scoret mere. 

Kampens detalje:
Hobros midtbanestyrmand Jonas Brix-Damborg leverer ikke normalt detaljer, men i dagens anledning forsøgte han sig alligevel. Efter et hjørnespark i første halvleg forsøgte han sig således med en form for saksespark. Det lykkedes ikke helt for midtbanekrigeren, der ikke fik ordentlig ram på bolden, men han skal belønnes for forsøget.