Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Smuk Evander-scoring i Brian Priskes drømmedebut

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem SønderjyskE og FC Midtjylland.

SønderjyskE – FC Midtjylland 0-2 (0-1)
Awer Mabil, 0-1 (41’)
Evander, 0-2 (71’)

Kampens bedste
SønderjyskE
Der var én SønderjyskE-spiller, der især gjorde sig bemærket og overstrålede holdkammeraterne i søndagens kamp. Målmand Sebastian Mielitz. Tyskeren har flere gange vist sit værd i SønderjyskE-målet, og det gjorde han gang på gang mod FC Midtjylland, hvor han diskede op med den ene redning efter den anden. Han var grunden til, at sønderjyderne ikke tabte større.

FC Midtjylland
Der var flere FC Midtjylland-profiler, der foldede sig ud i opgøret mod SønderjyskE. Blandt dem var Sory Kaba. Han er et godt bud på den stærkeste angriber i Superligaen, og han var også en enorm mundfuld for SønderjyskE’s forsvarsspiller i dagens opgør, selvom han ikke kom på måltavlen. Foruden sin utrolige styrke var han også godt med i midtjydernes spil og var med til at skabe chancer for sine holdkammerater.

Også Evander kan være glad for sin præstation.

Kampens værste
Frank Onyeka havde langt fra en heldig dag på kontoret, og der var ikke meget, der lykkedes for den løbevillige midtbanemand. I første halvleg stod han i vejen for en afslutning fra holdkammeraten Gustav Wikheim, der meget vel kunne være gået i mål, mens han i anden halvleg lænede sig op ad en udvisning. Han blev dog ikke udvist, og i stedet blev han skiftet ud efter knap en times spil. 

Kampens detalje
Evander gør sig ofte gældende i denne kategori med flotte detaljer, og det gør han også denne gang. I anden halvleg slog den brasilianske kreatør midtjydernes sejr fast med et tørt hug fra distancen, som efterlod Sebastian Mielitz chanceløs i SønderjyskE-målet. Det var en sand perle.

Evanders jubelscene var også nævneværdig, da han straks løb ud mod den nye cheftræner Brian Priske for at fejre målet.