Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Storkamp af Schwäbe

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem FC Midtjylland og Brøndby IF.

FC Midtjylland – Brøndby IF 1-2 (1-1)
Marc Dal Hende, 1-0 (10’)
Simon Hedlund, 1-1 (12’)
Jens Martin Gammelby, 1-2 (75’)

Kampens bedste:
FC Midtjylland:

FC Midtjylland havde det svært i kampen, men nogle af offensivspillerne drev alligevel gæk med Brøndbys forsvar. Paul Onuachu var til tider en stor mundfuld for Brøndby-forsvaret og spillede ofte sine medspillere fri til store chancer, ligesom også Awer Mabil var farlig. Mabil havde også flere store chancer, men manglede skarpheden til at score. 

Brøndby IF:
Marvin Schwäbe har til tider været kritiseret, men det er svært at kritisere ham for indsatsen imod FC Midtjylland. Flere gange diskede han op med store redninger, og uden ham havde Brøndby formentlig indkasseret flere mål. Desuden sørgede han også for en assist med et forrygende udspark, og hans udspark var generelt stærke. 

Også Jens Martin Gammelby imponerede på sin højre back. 

Kampens værste:
Det er svært at finde en spiller, der var decideret dårlig på banen, og prisen går i stedet til Alexander Scholz, der nok var mere uheldig end dårlig. Ved begge Brøndbys scoringer var han således involveret, og i begge tilfælde rettede han bolden af, før den passerede Jesper Hansen i midtjydernes mål. En uheldig dag på kontoret for stopperen.

Kampens detalje:
Marvin Schwäbe har nogen gange været kritiseret for sit målmandsspil, men han er en af Superligaens dygtigste med fødderne, og det viste han med noget så sjældent som en målmandsassist mod FC Midtjylland. Den tyske keeper sendte et flot og præcist udspark dybt til Simon Hedlund, der scorede til 1-1 efter knap 12 minutter. Det var en smuk assist af Schwäbe.