Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Storspillende Schwäbe og debut til skilegende

Tipsbladet.dk har zoomet ind på søndagens opgør i Haderslev mellem SønderjyskE og Brøndby IF.

SønderjyskE – Brøndby IF 0-2
0-1 Hany Mukhtar (6’)
0-2 Kamil Wilczek (77’)

Kampens bedste:

SønderjyskE
Marcel Rømer er garant for et højt bundniveau, og midtbaneslideren leverede endnu en stærk præstation mod Brøndby. Rømer vandt langt de fleste af sine dueller mod Mukhtar, Vigen og Kaiser på midtbanen og forhindrede Brøndby i at kreere store chancer med det direkte spil igennem Mukhtar. Derudover havde midtbanemotoren selv succes med at finde sine offensive medspillere med direkte pasninger op igennem banen, og så krydrede han indsatsen med et par fremragende dødbolde, der desværre for ham var uden slutprodukt fra holdkammeraterne.

Brøndby
Marvin Schwäbe har ofte været udskældt for sine præstationer i Brøndby-buret i efteråret, men mod Sønderjyske gjorde han flere af sine kritikere til skamme. Den tyske keeper stod – hvis vi ser bort fra en enkelt svipser, hvor kan på mellemhånd – en fremragende kamp. Han reddede flere store chancer fra blandt andre Matt Lieder og Eggert Jonsson. Uden en storspillende Schwäbe havde Brøndby ikke taget de tre point med fra Haderslev. 

Kampens værste:
Generelt blev kampen spillet på et højt Superliga niveau, og ingen spillere faldt helt igennem. Men selvom Brøndby formåede at holde hjemmeholdet fra scoringer, leverede midtstopper Benedickt Röcker en svag præstation. Tyskeren så langsom ud i flere aktioner i både tanke og handling og havde store problemer med Matt Lieders dybeløb. Heldigvis for Röcker spillede resten af forsvaret en bundsolid kamp.

Modsat må Sønderjyske ligge søvnløse i nat over den manglende skarphed. Især Matt Lieder var en stor skurk foran målet. Samtidig slipper den tidligere landsholdsspiller Simon Povlsen heller ikke for en røffel. Ved Brøndbys 2-0-scoring forsøgte han sig med en akrobatisk clearing, der fuldstændig mislykkedes, så polakken let kunne score i det lille felt. 

Kampens detalje:
Brøndby havde en ny og meget overraskende nummer 7 med fra start i opgøret. Den norske skiskydningslegende Ole Einar Bjørndalen fremgik af gæsternes startopstilling, hvilket efterlod de fremmødte journalister til kampen med et godt grin. Det var selvfølgelig en fejl, for da holdene løb på banen, havde tyske Dominik Kaiser som sædvanlig syv-tallet på ryggen.