Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Tibbling og Halimi greb chancen mod Hobro

Tipsbladet.dk har zoomet ind på opgøret mellem Brøndby IF og Hobro IK.

Brøndby IF– Hobro IK 1-0 (1-0)
1-0 Simon Tibbling 45’

Kampens bedste:

Brøndby IF: 
Besar Halimi og Simon Tibbling havde fået chancen fra start mod Hobro, og den greb de. Simon Tibbling spillede en stor første halvleg, som han krydrede med den scoring, der senere skulle gøre ham til matchvinder. Besar Halimi lavede også fine ting inde på midtbanen og var tæt på at lave et flot mål efter en times spil. Dominik Kaiser, der var ude med sygdom, skal nok kigge sig over skulderen

Hobro IK: 
Hobro skabte intet i de første 70 minutter af opgøret, så derfor bliver det ikke en offensivspiller, der bliver fremhævet for nordjyderne. Jesper Rask har været udskældt i Hobro-målet, men Hobro kan takke ham for, at de kun gik til pause bagud med 1-0. Desuden skal Edgar Babayan og Pål Alexander Kirkevold roses for deres indhop. De viste vilje, og Hobro var kun farlige, da de var på banen.

Kampens værste:
Efter en times spil stod der 20-0 i afslutninger til Brøndby, og selv om de fleste kan blive enige om, at Brøndby Stadion er et svært sted at spille, så det er simpelthen for dårligt. Sabbi og Kristoffersen i Hobro-angrebet fik intet skabt, men de fik dog også svære arbejdsbetingelser fra deres holdkammerater.

Kampens detalje:
Brøndby IF stillede i dagens kamp til start uden en eneste dansker. Det kan man synes om, hvad man vil, men det er værd at fremhæve. Zorniger og co. er formentlig ligeglade, for Simon Tibbling sikrede med sin scoring de tre point. Desuden var Halimi tæt på at lave et flot, flot mål, da han satte et par Hobro-forsvarer af med en Laudrup-vending, men afslutningen gik snert forbi mål.