Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Ung FCN-keeper debuterede på fornem vis

Tipsbladet.dk har zoomet ind på lørdagens opgør i mesterskabsspillet mellem FC Midtjylland og FC Nordsjælland.

FC Midtjylland– FC Nordsjælland 0-0 (0-0)

Kampens bedste:

FC Midtjylland: 
Hjemmeholdet lykkedes ikke med meget i offensiven, så derfor skal de bedste ulve findes længere tilbage. Jakob Poulsen leverede en solid indsats, hvor han i sær defensivt fik lukket nogle farlige FCN-omstillinger. Desuden var Jesper Hansen en sikker sidste skanse, på de få, store muligheder, som FC Nordsjælland fik tilspillet sig. 

FC Nordsjælland: 
Peter Vindahl Jensen fik sin Superliga-debut i FC Nordsjælland-målet, da Nicolai Larsen har døjet med lungebetændelse. Den opgave løste den unge debutant rigtig flot. Han leverede flere fine redninger på især Onuachus hovedstød, og så var han modig og beslutsom i feltet, udover en enkelt fejlvurdering med ti minutter igen. Andreas Skov Olsen fik ikke scoret i dag, men når FCN var farlige, så var det ved teenage-angriberen.

Kampens værste:
Gustav Wikheim fik sin første startplads i Superligaen i fire måneder, men den vævre nordmand lykkedes ikke med meget lørdag eftermiddag. Det meste løb ud i sandet for Wikheim, og han var en smule for nonchalant i sine aktioner. Han blev dog også skiftet ud efter en times spil. Paul Onuachu scorede i landskampspausen for Nigeria i sin debut, men mod FC Nordsjælland brændte han simpelthen for mange chancer. 

Kampens detalje:
Flemming Pedersen fik sin debut som permanent cheftræner for FC Nordsjælland i lørdagens opgør, og det gjorde han i et noget atypisk FC Midtjylland-FC Nordsjælland opgør. De to hold har nemlig for vane at levere målrige opgør, og lørdagens nulløsning var den første mellem de to mandskaber siden den 4. decemeber 2011. Til sammenligning endte det sidste indbyrdes opgør 3-3.