Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Ung SønderjyskE-angriber stjal showet mod Esbjerg

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem SønderjyskE og Esbjerg fB.

SønderjyskE - Esbjerg fB 3-1 (1-1)
Peter Christiansen, 1-0 (26')
Carlo Holse, 1-1 (32')
Eggert Jönsson, 2-1 (60')
Danny Amankwaa, 3-1 (88')

Kampens bedste:
SønderjyskE:

SønderjyskE måtte klare sig uden deres normale spidsangriber Mart Lieder, men i stedet trådte 19-årige Peter Christiansen til og leverede en rigtig fin indsats. Den unge angriber leverede en energisk indsats og kom frem til adskillige chancer. Christiansen var også kampafgørende, da han scorede sit første Superliga-mål og lagde flot op til Eggert Jönssons 2-1-mål.

Foruden Christiansen var der også flere gode SønderjyskE-præstationer, og blandt andre Victor Mpindi Ekani og Johan Absalonsen fortjener ros.

Esbjerg fB:
For anden uge i træk sørgede Carlo Holse for Esbjergs eneste scoring, og det var en vaskeægte perle. Men udover scoringen var Holse også Esbjergs farligste mand, og han er ved at udvikle sig til en stor profil i det jyske.

Kampens værste:
Der er flere Esbjerg-spillere, der kan fremhæves i denne situation. Adrian Petre havde ikke den bedste dag på kontoret, og den rumænske angriber var usynlig i størstedelen af de 70 minutter, han tilbragte på banen. Jeppe Højbjerg var yderst usikker i første halvleg, før han blev udskiftet med en skade. Og Oti blev udvist for sit andet gule kort, mens Esbjerg jagtede en udligning. De tre kan ikke være tilfredse med deres præstationer. 

Kampens detalje:
Man kan ikke komme udenom Carlo Holses smukke 1-1-scoring i denne kategori. FC København-lejesvenden bankede til den fra kanten af SønderjyskE's felt og sendte den helt op i det modsatte kryds. Det var en vaskeægte perle. 

Men udover den smukke scoring fortjener det at blive nævnt, at SønderjyskE’s assistenttræner Niels Lodberg bøjede cheftræner Glen Riddersholms briller, da de jublede over 2-1-scoringen.