Bengtsson: Kan ikke forestille mig et bedre skifte end hjem til FCK
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bengtsson: Kan ikke forestille mig et bedre skifte end hjem til FCK

FC København har købt Pierre Bengtsson tilbage til klubben, og det glæder den svenske back, der ikke kan komme i tanke om at skifte, han heller ville foretage.

29-årige Pierre Bengtsson vender tilbage til FC København, hvor han har fået en femårig aftale. Det bekræftede klubben onsdag middag på sin hjemmeside.

Det er to et halvt år, siden FCK solgte den svenske back til Mainz 05 i Bundesligaen, hvor han havde ét år tilbage af sin aftale. Den er altså i stedet vekslet til en ny med hans tidligere klub, og Bengtsson kunne efter eget udsagn ikke ønske sig et bedte skifte.

- Jeg har haft nogle gode snakke med Ståle, og det føles helt rigtigt for mig at vende hjem til FCK. Jeg har fulgt med i klubbens udvikling, siden jeg rejste ud, og det er imponerende, hvordan den udvikling har været. Det glæder jeg mig meget til at blive en del af, siger han til fck.dk.

- Jeg er utroligt glad for, at det er faldet på plads, og jeg kan ikke forestille mig et bedre skifte for mig end at komme hjem til FCK. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang og spille i Telia Parken igen.

Pierre Bengtsson er i denne sæson udlejet fra Mainz til Bastia i Ligue 1. Her har han været fast mand og spillet 30 kampe.

I sin første periode i FCK spillede Bengtsson 155 kampe og lagde op til 28 mål.