Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-back om konkurrenten Larsson: Svært at pille ved hans status

Brøndbys viceanfører Kevin Mensah har et godt forhold til konkurrenten Johan Larsson.

Johan Larsson vendte tilbage til Brøndby IF i sommerens transfervindue efter et mislykket ophold i Guingamp, og dermed blev svenskeren genforenet med en lang række af sine tidligere holdkammerater - blandt andre Kevin Mensah.

I Johan Larssons første tid i Brøndby var han og Mensah ikke skyggen af konkurrenter, men alt imens at svenskeren løb rundt i Frankrig, gennemgik Kevin Mensah en omskoling til back i Brøndby, og derfor kæmper Larsson og Mensah lige nu om den samme plads på Niels Frederiksens mandskab.

Indtil videre er det Kevin Mensah, der har fået flest minutter på banen, og han nyder konkurrencen med Johan Larsson.

- Jeg har det jo rigtig godt med Johan, og vi snakker også privat, så jeg fulgte lidt med i det forløb i sommer fra sidelinjen. I den periode snakkede vi meget om det. Johan har jo en status i den her klub, der er svær at pille ved, men at han kom ændrede ikke så meget, hverken i vores indbyrdes forhold, eller i forhold til hvad jeg vidste, at jeg skulle præstere, siger Kevin Mensah til Tipsbladet og tilføjer:

- Jeg er jo nødt til at se mig selv som en offensiv spiller på en højre back, og vi er ikke samme type, så det er lidt om, hvad træneren vil på dagen. Nu er det så blevet fordelt sådan, at jeg har spillet meget, og jeg håber også at fortsætte med at spille. Så må vi se, hvad der kommer til at ske. 

- Der er også Jens (Martin Gammelby, red.), så der er mange alternativer på højrebacken i den her klub, og derfor er det da også fedt, at jeg har kunnet blive ved med at bide mig fast. Men det er også sådan, det skal være. Jeg lever af den her konkurrence, uanset hvor det er på banen, så jeg hele tiden har nogen at kæmpe med, der kan være med til at skubbe overliggeren op.

Du kan læse hele interviewet med Kevin Mensah i Tipsbladet, som er på gaden i dag, fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.