Superliga

BIF-forsvarer: Duncan skal frustreres

17. april mødes AaB's Morten "Duncan" Rasmussen med sine tidlige holdkammerater i Brøndby, der ved, hvordan de kan tæmme ham.

For godt et år siden forlod Morten "Duncan" Rasmussen Brøndby til fordel for Celtic. I dag spiller han træningskamp for Brøndbys Superliga-rivaler AaB, hvor han skal spille det næste halve år.

Den 17. april mødes han så med sine gamle holdkammerater og sin gamle hjemmebane, når AaB gæster Brøndby Stadion. I Brøndby-lejren ved de, hvordan deres tidligere holdkammerat kan tæmmes. Thomas Rasmussen erkender dog samtidig, at det bliver svært for ham og resten af Brøndby-forsvaret at holde "Duncan" ude af kampen i en hel kamp.

- Vi har nogle idéer om, hvordan vi skal stoppe ham. Problemet med en spiller som ham, er, at han kan være ude af kampen i 90 minutter, og så dukker han op i boksen i overtiden og får headet en kasse ind. Han er utrolig farlig og svær at holde. Men han er en spiller, der skal frustreres lidt, så man får ham slået lidt ud af kurs, siger Thomas Rasmussen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Curth og Duncan kan blive drømmeduo

Brøndbys venstre back glæder sig over, at Morten "Duncan" Rasmussen er tilbage i Superligaen, og han føler sig også overbevist om, at AaB med lejeaftalen med den tidligere Brøndby'er vil redde skindet i bunden af rækken.

- Jeg er sikker på, han kommer til at score sine mål, men det skal så bare ikke være lige mod os, at han banker dem ind. Jeg er også sikker på, at han nok skal få reddet AaB sammen med holdet. Først og fremmest er det dejligt at have "Duncan" tilbage i Superligaen. Han giver ligaen noget kulør. Det er bare ærgerligt, at han ikke er på vores hold, lyder det fra 33-råige Rasmussen.

"Duncan" optrådte fra starten af 2006 til slutningen af 2009 i Brøndby. Sidst han spillede en kamp mod Brøndby, var da han sammen med AGF tabte 4-0 på Brøndby Stadion den 30. oktober 2005.