Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-assistent kender ikke til Sormani-opkald: Det må være din opgave

Det var ikke karantæneramte Adolfo Sormani, som Vejle Boldklubs målmandstræner mandag aften kommunikerede med i Superliga-kampen mod AC Horsens, men i stedet holdets nye scoutingsystem, lød forklaringen umiddelbart efter. Tipsbladet.dk har taget en snak med assistenttræner Morten Bisgaard om, hvordan det nye scoutingsystem fungerer i praksis.

Vejle Boldklubs cheftræner Adolfo Sormani blev mandag idømt én spilledags karantæne som følge af den bortvisning, han fik undervejs i pokalkampen mod Kolding IF 31. oktober, og italieneren var derfor ikke at finde på sidelinjen senere på dagen, da oprykkerne fik besøg af lokalrivalerne fra AC Horsens.

Hjemmeholdet vandt dog kampen ret så overbevisende, men det helt store samtaleemne endte med at blive de tv-billeder, der viste Adolfo Sormani siddende på tilskuerpladserne og tale i telefon, mens han fulgte kampens udvikling.

Især da de billeder blev holdt op mod andre billeder af målmandstræneren Marco Ferrari, der iført en halsedisse op over næsen og hue ned over øjenbrynene tydeligt modtog beskeder gennem et headset. 

I reglementet om en karantæneramt træner står der tydeligt, at vedkommende ikke må være i direkte eller indirekte kontakt med holdet eller enkelte spillere under kampen, og klubbens assistentræner Morten Bisgaard, der agerede vikar mandag aften, kunne da efterfølgende også afvise disse anklager. Marco Ferrari havde nemlig kontakt til et nyt scoutingsystem, lød forklaringen.

Tipsbladet.dk valgte derfor at ringe Morten Bisgaard op umiddelbart efter holdets træning tirsdag formiddag til en mere uddybende snak om, hvordan det her scoutingsystem fungerer i praksis, og hvordan Vejle Boldklub benytter det:

Det kom jo frem i går, at I fået et nyt scoutingsystem, og det, synes jeg jo, lyder spændende. Hvordan fungerer det?

- Jamen, Divisionsforeningen har lavet en aftale med et firma, der hedder Hudl. De har noget, der hedder ”Hudl Replay”, som også FC Nordsjælland, AGF, FCK og Brøndby bruger til at optage kampen undervejs. Så har man nogle til at hjælpe med at klippe kampen, så vores analytikere helt konkret kan åbne et ”code-window” og vælge henholdsvis opspil, afslutninger, pressituationer eller hvad man ellers har lyst til at kigge på.

- Så ser man så et klip indenfor den valgte kategori, som man så kan skære til, hvis man har lyst til det. Klippet bliver så sendt ned til den iPad, som vi har nede på trænerbænken. Så kan vi sidde og enten se kampen live med otte sekunders forsinkelse eller se de klip, som vores analytikere har valgt ud oppe på tribunen.

Så er det én analytiker eller flere, I har til at sidde på tribunen?

- Vi har to, men kan sagtens godt nøjes med én. Der skal flyttes et kamera, og så skal der være en, der bruger det der ”code-window”.

Og det bruger I så til opspilsituationer og hjørnespark eller hvordan?

- Det kommer helt an på, hvad man har lyst til. Det er noget, som vi i trænerteamet definerer.

Okay, hvad bruger I så headsettet til?

- Det er så det næste. For der er selvfølgelig en kommunikation mellem os og dem, der sidder på tribunen, og det var den kommunikation, jeg refererede til, da jeg nævnte scoutingsystemet i går. Oftest er det os, der spørger, om de fangede en speciel situation, men nogle gange går det også den anden vej.

Så jeres målmandstræner Marco Ferrari kommunikerer med en analytiker på tribunen?

- Ja, og det var lidt specielt, fordi Sormani ikke var der. Normalt er det mig, der sidder med headsettet, men da Sormani var væk, og jeg måtte tage over, så rykkede vi det en tand, så det blev Marco.

Hvor længe har I benyttet jer af scoutingsystemet?

- Vi havde nogle prøvegange, inden vi debuterede med det mod FCK. Så har vi også prøvet det mod Hobro, og så igen mod Horsens i går. Så det er kun tredje gang.

Mange undrer sig over, at Marco Ferrari havde så meget beklædning på hovedet, at man kun kunne se hans øjne. Hvorfor skulle man prøve at skjule et scoutingsystem, som I har brugt før?

- Jamen altså, vi har haft lidt sygdom. Vores fysioterapeut Asger Pedersen er syg, og Wang Zhenao skulle egentlig også have været på bænken, men var også syg. Marco har også haft lidt, så han var beskyttet. Men nu er det jo ikke mig, der klæder Marco på.

Men han havde jo for eksempel ikke vanter på?

- Nej, men det var hans eget valg. Det kan du mene om, hvad du vil.

Kan du godt forstå, at der er nogle, som kæder det sammen med Adolfo Sormanis telefonsamtale?

- Det kan jeg jo se, at det bliver på TV3 Sport, men det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg sad ikke ved siden af ”Dodo” (Adolfo Sormani red.), så jeg ved ikke, hvad der skete, der hvor han var. Det må være din opgave.

Men har du talt med Sormani i dag om, hvem han talte i telefon med så?

- Nej, så det ved jeg faktisk ikke. Det kunne være, det var vores ejere, der ringede til ham. Jeg har før fået beskeder fra dem under en kamp, hvor jeg ikke havde telefonen med mig. Der er også andre ejere, der ringer og sender beskeder under en kamp. Det er mit bedste bud.

Hvad brugte I helt konkret det her scoutingsystem til i Horsens-kampen?

- Det er jo primært kommunikation.

Men var der nogle konkrete situationer, hvor I brugte det?

- Det ved jeg ikke. Jeg har ikke et overblik over, hvor mange gange det blev brugt. Vi får nogle beskeder, men det holder vi internt.

Så du har ikke et eksempel fra kampen i går, hvor I brugte det?

- Jeg har ikke nogle konkrete eksempler, nej. Jeg er videre. Generelt handler det om at have en god kommunikation med vores folk på tribunen.

Og du har ikke yderligere kommentarer til, hvorvidt Sormani kommunikerede med bænken under kampen?

- Nej. Det er jer, der kæder det sammen, ikke mig.