Superliga

Bjur: Forventer at Krohn-Dehli bliver

Michael Krohn-Dehli lægger ikke skjul på, at han er klar til at prøve sig af i en ny klub. Men Brøndby ønsker ikke at sælge ham lige nu.

Brøndbys allerstørste profil Michael Krohn-Dehli har flere gange givet udtryk for, at han er klar til at prøve noget nyt efter tre sæsoner på Vestegnen. Men Krohn-Dehlis kontrakt løber i to sæsoner endnu, og Brøndby vil meget nødig sælge ham i løbet af sommeren.

- Jeg har en klar forventning om, at Krohn spiller for os i efteråret. Mange spillere har en idé om, at de gerne vil prøve udlandet af, men det kræver, at der er klubber, der vil købe, og vi har ikke fået nogen tilbud på Krohn. Han er Brøndby-spiller, og det håber vi også, at han er i næste sæson, siger sportschef Ole Bjur til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Krohn-Dehli åben for skifte

Brøndby-chefen er dog ikke bleg for at indrømme, at klubben kan blive tvunget til at sælge - hvis buddet bliver stort nok.

- Alle spillere er principielt til salg, hvis prisen er den rigtige. Og det kan ikke udelukkes, at vi skal sælge en spiller i det her vindue, men det afhænger helt af, hvem der er på banen på hvilke spillere. Transfersæsonen er først lige ved at gå igang, og det er ikke til at sige, hvad der sker.

- Hvis Barcelona byder en halv millard for Krohn, så finder vi nok ud af at sælge, men hvis der kommer en 2. divisionsklub fra England med 100.000, så gør vi det jo ikke. Et sted derimellem er der naturligvis et

break ewen

, hvor de sportslige udfordringer er så store, at spilleren ikke kan sige nej, og hvor økonomien er så god, at vi bliver nødt til at sælge, siger Ole Bjur.

LÆS OGSÅ: Bjur: Ujah er en spændende spiller

Michael Krohn-Dehli har spillet 89 Superliga-kampe for Brøndby og scoret 21 mål. I den netop overståede sæson scorede Krohn-Dehli 12 mål. Brøndby præsenterede i sidste uge Mikkel Thygesen som ny mand i Brøndby-trøjen, men Thygesen er ikke tiltænkt en rolle som afløser for Michael Krohn-Dehli.