Video : Tipsbladet
Superliga

Blev skadet i foråret: OB's Eskesen er 1-2 måneder fra at være kampklar

Julius Eskesen er på træningsbanen igen, men der er lang vej fra upressede inderside-afleveringer til Superliga for midtbanespilleren.

OB's 20-årige Julius Eskesen har været skadet siden 19. april, hvor fynboerne mødte FC Nordsjælland. Der er dog stadig et stykke tid til, at midtbanespilleren kan komme i kamp igen for Odense-klubben.

Det fortæller han i et interview med Fyens Stiftstidende.

Samlet set kan der stadig gå mellem én og to måneder, inden Eskesen kan være tilbage til et stadie, hvor han kan spille med i Superligaen igen, og det er noget, der er godt gammeldags træls for ham. 

- Der er lang vej fra lige at kunne lægge en aflevering helt upresset til at smadre ind i en duel. Det er bittert, for jeg føler, at jeg ikke har tid til det, men jeg håber at blive klar i løbet af efteråret, siger han og fortsætter:

- Der kan gå en måned måske to, inden jeg er helt klar til at spille på Superliga-niveau. Der er mange store og små step hen imod det, lyder det fra Julius Eskesen.

Skaden er i det inderste ledbånd i det højre knæ samt i det bagerste korsbånd, der er delvist overrevet. Det er to skader, som ifølge OB-spilleren kan modarbejde hinanden. Senest har man testet knæet i begyndelsen af denne uge, og så vil han afvente, hvordan det reagerer i løbet af ugen.

Julius Eskesen spillede 21 Superliga-kampe i den seneste sæson.