Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen giver kryptisk svar om Finnbogasons situation

Bo Henriksen vil ikke sige mere end, at han holder meget at Kjartan Finnbogason og hans familie, da han bliver spurgt til et muligt comeback for islændingen.

Den 32-årige islænding Kjartan Finnbogason fik sig skrevet godt og grundigt ind i dansk fodboldhistorie, da han stod for to kasser i slutningen af 2-2-kampen mod Brøndby i næstsidste runde af 2017/18-sæsonen.

Det var med til at give FC Midtjylland en matchbold i sidste spillerunde, som de udnyttede. Siden skiftede angriberen til ungarske Ferencvaros. Allerede et halvt år inde i denne sæson står det dog klart, at det ikke blev til den store oplevelse, og han har derfor fået ophævet sin kontrakt.

Sådan noget sætter naturligt gang i overvejelserne for, hvad er mon skal ske med Finnbogason nu. Det er dog meget usikkert, at det ligefrem bliver til en retur til AC Horsens, hvis man lytter til klubbens manager Bo Henriksen.

I et interview med Horsens Folkeblad er han allerhøjst kryptisk omkring muligheden for at få Kjartan Finnbogason tilbage.

- Jeg ved godt, at Kjartan Finnbogason har fået ophævet sin kontrakt i Ungarn, men jeg vil ikke dele mine tanker om det i forhold til AC Horsens. Jeg kan kun sige, at jeg holder meget af Kjartan og hans familie, og jeg håber det bedste for dem, siger han og fortsætter:

- Han sluttede som en legende i AC Horsens, og han har været en stor faktor i forhold til, hvor AC Horsens befinder sig nu, siger Bo Henriksen, der dog også tilføjer, at holdet nok mangler et eller andet til offensiven.

Avisen peger desuden på, at islændingen var i kontakt med flere andre klubber, inden han skiftede til ungarsk fodbold. Heriblandt skulle Randers FC angiveligt have været inde med et bud på ham.