Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen hylder angrebsduo: De har knækket koden

AC Horsens startede sæsonen med problemer på de forreste positioner, men i weekenden kom både Kasper Junker og Oliver Drost på tavlen mod AaB. Manager Bo Henriksen afslører, at der ligger en stor portion hårdt arbejde bag.

Kjartan Finnbogasons farvel til AC Horsens tidligere på året efterlod et hul i det østjyske angreb, som manager Bo Henriksen måtte kæmpe med at fylde ud i de første mange runder af denne sæson.

Både Sammy Skytte, Rune Frantsen og Mikkel Qvist har blandt andet vikarieret som angribere, Lasse Kryger og Mathias Kristensen har været skadede, mens hverken Kasper Junker eller Oliver Drost ligefrem har scoret mål på samlebånd.

Weekendens sejr på 4-2 over AaB må derfor også have lunet ekstra godt hos Bo Henriksen, der kunne se begge sine angribere, Oliver Drost og Kasper Junker, komme på tavlen. Han håber nu, at de kan fortsætte målscoringen og ikke mindst det hårde arbejde, som ligger til grund for den fine præstation: 

- For mig at se er det altid rart, når ens spillere får gode oplevelser. Både Oliver og Kasper kan få gode oplevelser, hvis de arbejder hårdt nok. Det drejer sig kun om en ting her i livet, og det er at arbejde hårdt nok. Om at ville det og gøre sit ypperste hver eneste gang - både til træning og til kamp.

- Det er både Oliver Drost og Kasper Junker et godt bevis på, og det er også derfor, at de får succes nu. Det er simpelthen på grund af, at de arbejder hårdt. Det er meget simpelt, og livet er sgu simpelt. Vi får det ud af det, som vi putter ind i det, og når man putter sådan en arbejdsindsats, som de leverer lige i øjeblikket, ind i en fodboldkamp, så bliver man også belønnet ni ud af ti gange.

- Så er der nogle gange, hvor man er uheldig, og den rammer stolpen, men hvis man lægger et stykke arbejde i tingene, så har man i hvert fald forudsætningerne og mulighederne for at få succes, fortæller Bo Henriksen til tipsbladet.dk.

Og med to angribere på henholdsvis 23 og 24 år forudser Horsens-manageren da også, at angrebet kan blive meget bedre fremover:

- Oliver har på ingen måde haft et fremragende efterår, det vil være synd at sige - og det samme gør sig vel på et eller andet niveau også gældende for Junker. Men i sidste ende drejer det sig for mig om, at de har muligheden for at få succes, og det har de lige nu, fordi de arbejder så hårdt.

- Jeg ser dem, som to utroligt dygtige angribere med et kæmpe potentiale til at score rigtig mange mål og blive rigtig, rigtig farlige. De har knækket koden begge to, og det er i hvert fald en god start, siger Bo Henriksen.

Oliver Drosts straffesparksscoring var den første for angriberen i denne sæson, mens Kasper Junker nettede for tredje gang i Horsens-trøjen.