Bo Henriksen om rekordkøb: Det hjalp nok, at han havde set os slå FCK
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Bo Henriksen om rekordkøb: Det hjalp nok, at han havde set os slå FCK

Sivert Heltne Nilsen så AC Horsens spille to gange, inden han skrev kontrakt med klubben. Det hjalp med at overtale ham, mener manager Bo Henriksen, der får en spiller, der minder om ham selv.

Det kom bag på de fleste fodboldfolk i Norge, at Sivert Heltne Nilsen i går skiftede topholdet Brann ud med AC Horsens. En norsk journalist kaldte det over for tipsbladet.dk sensationelt, at spilleren, der kunne være på vej mod et mesterskab, i stedet valgte en klub med en af Superligaens mindst budgetter.

Selv var Heltne Nilsen ikke meget for at sige, hvorfor han forlod Brann, men han sagde, at det var vigtigt at føle sig ønsket, og det gjorde han i AC Horsens. Så hvordan bar Den Gule Fare sig an med at hente det, der blev klubbens rekordindkøb?

Faktisk ikke noget særligt.

- Vi har scoutet rigtig meget og snakket med klubben og haft en god dialog med hans agent, som har været en del af det. Vigtigst af alt er, at vi har haft meget dialog om, hvem vi er, og hvad vi kan, siger manager Bo Henriksen til tipsbladet.dk.

- Så har han også set os spille fodbold, han så os inde i Parken, hvor vi slog FCK, og jeg tror, det hjalp lidt. Vi er bare stolte af det (købet, red.). Det handler om at være på forkant og gøre sit hjemmearbejde.

Sivert Heltne Nilsen havde i dag første træning med sit nye hold, og her stiftede han bekendtskab med Bo Henriksens trænerstil. Den er mere højrøstet end de fleste andres, og det er noget, den norske midtbanemand kan lide at se.

- Det er lidt sådan, jeg er på banen, når jeg spiller kamp. Jeg er en vældig rolig fyr uden for banen, men på banen kan jeg let tænde. Det er bare sjovt. Der kommer nok lidt galskab fra mig også, sagde han til TV2 Østjyllands Skipperligaen.

Det lyder jo som en rigtig Bo Henriksen-spiller. Så er han det?

- Hvis kvalitet er en Bo Henriksen-spiller, så jo. Men for mig drejer det sig om at finde mennesker, som har vision, energi, power, og som vil det helt vildt gerne. Det vil ham her. Han vil vinde for enhver pris, og det kan jeg godt lide. Men jeg har nu heller ikke mødt mange trænere, der ikke kan lide det, siger Horsens-manageren.

- Han er en god fodboldspiller, men også en hård hund. Det vigtigste for mig var at få en leder mere ind. Det har alle fodboldhold brug for, og han er meget verbal. Til det hold, vi har med nogle unge mennesker, er det fint at få en type ind, som snakker meget. De ældre typer, vi har - uden at forklejne dem - er ikke de mest snakkesalige.

Det lyder som en kommende anfører. Er det også sådan, du ser det?

- Det vigtigste er, at han tager ansvar på banen. Der hviler ikke større pres på ham end andre, men der er ingen tvivl om, at vi skal bruge de kompetencer, han har, og det er som leder. Hvem der render rundt med bindet, er jeg lidt ligeglad med.

Med købet af den defensive midtbanespiller Heltne Nilsen har Bo Henriksen rettet blikket mod at få en ny angriber til klubben. Sådan en har han manglet, siden Martin Pusic fik sin kontrakt ophævet efter fire dage.