Bo Henriksen roser angriber efter drømmemål: Han er i sit livs form
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Bo Henriksen roser angriber efter drømmemål: Han er i sit livs form

Kjartan Finnbogason scorede et ualmindeligt flot mål i gårsdagens testkamp mod CSKA Moskva, og AC Horsens-manager Bo Henriksen er mildest talt glad for sin islandske angriber.

Normalt er det jo en smule skuffende, når man to gange i en kamp er foran og alligevel ender med ikke at vinde, men mandag var Bo Henriksen ikke helt utilfreds med sit hold. For AC Horsens mødte trods alt den russiske storklub CSKA Moskva, hvis sportslige budget er mange gange større end de gules.

Kampen endte 2-2, og danskernes andet mål stod Kjartan Finnbogason for. Som det fremgår af videoen i bunden af artiklen (efter 36:25), var det noget af en scoring. Finnbogason drejede omkring sig selv og hakkede en hoppende bold over i den modsatte side af målet.

Det lover godt for den høje angriber, der i efteråret gjorde comeback på Islands landshold og blandt andet scorede mod Tjekkiet i en venskabskamp i november. Manager Henriksen lyder da også som en, der har store forventninger til Finnbogason.

- Det var en vanvittig scoring. Han er i sit livs form, og vi ved fra tidligere, at han kan lave den slags mål, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Manageren roser i samme ombæring Ayo Okosun, Delphin Tshiembe, Thomas Kortegaard og Peter Nymann for deres præstationer mod CSKA Moskva.

Horsens-mandskabet spiller endnu en kamp på træningslejren i Spanien, inden turen går hjem til Danmark igen på mandag. Her er modstanderen Odds BK fra Norge, og den kamp spilles søndag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.