Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen: Vi bliver snydt for et kæmpe straffespark igen

Horsens-cheftræner Bo Henriksen mener, at hans hold blev snydt for et klart straffespark mod Vejle, og at det er en tilbagevendende tendens for Horsens.

AC Horsens måtte mandag aften se sig besejret 3-1 af Vejle i det østjyske lokalbrag.

Efter kampen var Horsens’ cheftræner, Bo Henriksen, alt andet end tilfreds med, at dommer Jakob Kehlet ikke drømte et straffespark til Mathias Nielsen i slutningen af første halvleg, da han blev flået i trøjen på et hjørnespark.

- Vi bliver snydt for et kæmpe, kæmpe straffespark, og det ændrer selvfølgelig kampen. Vi prøver at give dommeren kærlighed, fordi vi tænker, at det kan ikke blive ved med at gå i mod os. Vi blev også snydt i sidste uge. Det er bare irriterende - gennem hele sæsonen har det været op ad bakke, siger Bo Henriksen til TV3 Sport.

Samtidig indrømmer cheftræneren dog også, at Horsens slet ikke spillede op til niveau.

- Det er en af de ringeste præstationer i sæsonen. Vi rammer noget bundniveau, og vi taber, når vi rammer det niveau. Først og fremmest mangler vi kvalitet hos mange af vores bedste spillere, der ikke rammer niveau, og så er det svært at finde fodboldkampe. Og så mangler vi energi, power og vinder ikke nok dueller.

Horsens er efter nederlaget fortsat placeret på sjettepladsen i Superligaen.