Video : Tipsbladet
Superliga

Boilesen som vikar for Johansson: Skal have styring på holdet

Forud for kvalifikationsopgøret til Champions League imod FK Qarabag er Nicolai Boilesen klar til at overtage Erik Johanssons job i midterforsvaret hos FCK.

Efter nyheden om at Erik Johansson formentligt er ude i resten af 2017, kommer Nicolai Boilesen til at indtage pladsen i midterforsvaret. En situation, som Peter Ankersen ikke er i tvivl om, at Boilesen kan leve op til. 

- Det bliver ikke noget problem, når han har spillet på Ajax's førstehold, siger Peter Ankersen med et fjoget smil på læben, mens Nicolai Boilesen griner i et video-interview til FC Københavns hjemmeside.

Nicolai Boilesen, der normalt er at finde på backen, er dog også klar til at tage imod udfordringen og håber på at kunne få en større lederrolle på holdet.

- Først og fremmest er vi rigtigt kede med det, der er sket med Erik (Johansson, red.), for det er et kæmpe slag for holdet. Jeg må gøre det bedste, jeg kan, få et godt makkerskab i midterforsvaret og få styring på holdet. De har masser af dygtige individualister, som vi skal have lukket ned for, siger Nicolai Boilesen i samme video-interview.

Indtil videre har den tidligere Ajax-profil spillet i alle fire Superliga-kampe, som FC København har spillet i. Tirsdag aften tager FC København til Aserbajdsjan i playoff-runden klokken 18.00.