Video : Tipsbladet
Superliga

Borring gjorde comeback fra start: Kroppen har det bedre

Jonas Borring er ved at være på vej tilbage i omdrejninger, efter at en skade har besværliggjort sæsonstarten i AC Horsens.

Jonas Borring har haft det svært i AC Horsens siden skiftet til det østjyske tilbage i januar. Foråret blev ødelagt af sygdom i familien, og starten af denne sæson har også været en rutsjebanetur takket være en skade i baglåret. 

I de seneste to Superliga-kampe har Borring dog fået spilletid for "de gule". Først med et indhop på 20 minutter mod Esbjerg og senest mod Vendsyssel i weekenden, hvor Borring fik sin første kamp fra start siden fjerde spillerunde mod Hobro:

- Det var rigtig dejligt at være tilbage og hjælpe holdet igen. Som jeg også har sagt før, var det et meget frustrerende tidspunkt, som skaden kom på, fordi jeg også følte, at jeg var kommet godt fra start efter et svært forår.

- Men nu mærker jeg ikke noget til det, og det var rigtig dejligt at vende tilbage og så endda med en sejr, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk.

Kantspilleren lægger særlig vægt på, at den netop overstående landskampspause kom på det helt rigtige tidspunkt:

- Landskampspausen har virkelig kommet mig til gode og gavnet min situation. Jeg fik muligheden for at tage den lidt med ro og koncentere mig om at bygge formen op med kampe på reserveholdet, og selvom jeg var udsolgt efter de 70 minutter mod Vendsyssel, kan jeg allerede mærke nu, at kroppen har det bedre.

- Der skal stadig bankes det sidste rust af, men jeg er egentlig bare glad for at være tilbage og bidrage, siger Jonas Borring, der dermed også er klar til næste runde af Superligaen.

Her får AC Horsens besøg af FC Nordsjælland på hjemmebane.