Borring klar til intenst derby
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Borring klar til intenst derby

Jonas Borring og FC Midtjylland står over for to vigtige kampe i denne uge. I kampen mod Osmanlispor torsdag må Borring se den på tv, mens han selv kan være med til at afgøre opgøret mod Viborg.

Hvis FC Midtjylland torsdag aften formår at slå det tyrkiske hold Osmanispor ud af Europa League og dermed sikre sig adgang til gruppespillet, kommer Jonas Borring til at sidde og juble hjemme i sofaen.

Kantspilleren vil i tilfælde af midtjysk gruppespil igen være spilleberettiget i Europa for FC Midtjylland, så det er nok ikke sp overraskende, hvis den høje og hurtige kantspiller onsdag sender holdkammeraterne mod Tyrkiet med en lille peptalk.

- Jeg tror, jeg er lige så spændt som resten af klubben. Det, at kvalificere sig til gruppespillet, vil være stort. Jeg har prøvet det før, og det er bare det fedeste, fordi du møder nogle modstandere, der er bedre end en selv, og man spiller mod hold på et højere niveau, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk. 

Den 31-årige kantspiller, der tidligere på sommeren rykkede fra Brøndby til FC Midtjylland, kan i stedet begynde at lade op til opgøret mod Viborg i weekenden. Et opgør, hvor to rivaler mødes, og hvor der er meget på spil. I de kampe er der gang i den på lægterne, og der kan meget vel blive udsolgt.

Og selv om Borring har masser af rutine, og i Randers var med i opgør mod rivalerne AGF, så er det noget andet, der ifølge den rutinerede FCM'er er i vente.

- Der er ekstra tænding og nerve, og det er sådan en kamp, man vil vinde. Selvfølgelig var der nogle gange noget af det samme i Randers, men jeg tror ikke, jeg har prøvet noget så intenst som mellem FC Midtjylland og Viborg FF. De andre i truppen siger også, at det er fede opgør med god stemning, siger Borring.

Der vil nok være en del øjne på Jonas Borring i kampen, fordi han skal op mod Christian Keller. De to har en fortid, men ifølge Jonas Borring bliver det ikke noget, man kommer til at se på banen.

- Jeg koncentrerer mig udelukkende om Viborg som hold. Hvem de har med, er jeg lidt ligeglad med. Jeg kommer til at opføre mig normalt i kampen, siger han.

Og Jonas Borring kommer til kampen med selvtillid, efter et forår uden spilletid. Siden skiftet til FC Midtjylland har han været fast mand, og det er noget, der passer Jonas Borring.

- Jeg synes, jeg er kommet godt igang og har spillet fuld tid i de sidste fire kampe. Jeg er faldet hurtigt til, og det har måske noget at gøre med, at jeg har været i klubben tidligere, selv om der selvfølgelig er nogle ting, der er lavet om. Men jeg er tilfreds, og jeg har også fået lov til at spille på kanten, som er min favoritposition. Det sidste halve år har jeg haft en kæmpe iver efter at komme i gang med at spille igen, og jeg synes, jeg har præsteret godt i de kampe, jeg har spillet. Jeg har også fået god feedback, siger Jonas Borring og forklarer:

- Som jeg har sagt tidligere, var det ærgerligt, at jeg ikke kunne blive i Randers. Keg kom fra mit måske bedste halve år nogensinde. Fodbold er en stor del af mit liv, så det at spille i weekenderne igen gør, at humøret er højt. Det er noget, jeg har savnet.

Tipsbladet.dk har også talt med Christian Keller, der aktuelt er tvivlsom til kampen på grund af den skade, han fik mod Silkeborg IF i søndags. Christian Keller fortæller, at det er en kamp som alle andre, og at han har tænkt sig at give hånd til alle modstanderholdets spillere før kampen.