Boysen: Jeg er bedøvende ligeglad med FCK
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Boysen: Jeg er bedøvende ligeglad med FCK

David Boysen fra Brøndby IF gør sig ikke mange tanker om FC København.

Han indrømmer, Brøndbys David Boysen, at han før i tiden så FCK-kampe, men det var udelukkende været for at støtte sin kammerat Nicolai Jørgensen, der siden 2012 har spillet for FC København.

I virkeligheden har David Boysen, der er Brøndby-supporter og nu også Brøndby-spiller, intet forhold til ærkerivalerne forud for den første derby-kamp, Boysen kan komme til at spille onsdag aften i Telia Prken.

- Før i tiden støttede jeg Nicolai, men det var jo ikke, fordi han spillede i FCK, men fordi han spiller fodbold. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvordan det går FCK. Det, der betyder noget, er, hvordan det går for os, og jeg håber, vi kommer godt fra land i kampen. Jeg har ikke noget forhold på nogen som helst måde til FCK, siger David Boysen til tipsbladet.dk.

Boysen kom i januar til Brøndby IF fra Lyngby Boldklub, og det er nu en helt anden scene, han spiller på.

- Det er jo det, du lever og ånder for. Jeg har været i Lyngby de seneste to år, og jeg har været vant til at spille for 1.000 mennesker. Nu kan der sidde ... jeg tør ikke gætte på, hvor mange der kommer, men det er jo det, jeg spiller for. Så jeg glæder mig bestemt til kampen.

- Det er svært at sige, hvad jeg forventer. Jeg forventer nok en fantastisk oplevelse, men omvendt har jeg heller ikke tænkt mig at være publikum. Jeg har været publikum til et derby før, så nu vil jeg gå ind og gøre en forskel. Jeg sad over i weekenden med sygdom og så en præstation, der ikke var så god, så jeg har tænkt mig at komme med et positivt mindset, arbejde hårdt og forhåbentlig gøre en forskel, siger David Boysen.

Og selv om der kommer til at være en atmosfære, som David Boysen aldrig har spillet i, er han opsat på hurtigt at få sat spillet for Brøndby.

- Det inferno kommer forhåbentlig til at løsgive en masse energi af sig selv. Det handler også om at komme forbi de første fem minutter og så begynde at sætte spillet. Vi skal ikke lade os rive med, for så laver man en masse fejl, man ikke behøver lave. Vi skal tøjle kampen som enhver anden, siger han og forklarer om FCK:

- Vi skal dæmme op for dem dødboldsmæssigt. Det er et af de stærkeste - hvis ikke det stærkeste - hold på dødbolde, selv om jeg nu også synes, vi har gode headere rundt omkring på banen. De har mange store spillere, så ingen tvivl om, at vi skal være klar på det. Vi skal ikke bagud, siger Boysen.

David Boysen har spillet fire gange for Brøndby indtil videre. Alle fire i Superligaen, og han har scoret en enkelt gang.