Brandvarm FCK-profil drømmer om Premier League
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brandvarm FCK-profil drømmer om Premier League

Daniel Amartey har været FC Københavns mest iøjnefaldende spiller i denne sæson. Han er blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier League, hvilket passer ham godt.

Daniel Amartey har været den store åbenbaring på FC Københavns Superliga-hold i denne sæson. Den 20-årige ghaneser har været fast mand på FCK's midtbane og har leveret stærke præstationer såvel defensivt som offensivt. 
 
Han er med andre ord den mest varme spiller i FC København, og det er blevet bemærket i det store udland. Selvom Amartey har kontrakt med FC København helt frem til sommeren 2019, er der allerede interesse for ham i større klubber. I sidste uge florerede et rygte i udenlandske medier, at Premier League-klubber som blandt andre Liverpool holder øje med ghaneseren, og selvom Amartey ikke har travlt med at forlade FC København, er han smigret over rygterne.  
 
- Det er godt for mig. Jeg har været her et år, og nu skal jeg fokusere på at præstere for holdet. Jeg skal blive ved med at spille godt, arbejde hårdt og gøre mit bedste. Så må vi se, hvad der kommer til at ske, siger Daniel Amartey til tipsbladet.dk. 
 
Han lægger ikke skjul på, at han godt kan se sig selv i Premier League i fremtiden. 
 
- Jeg drømmer om at komme til at spille i Premier League. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske næste sæson, men vi må se. Min landsmand Michael Essien har spillet i Chelsea, og jeg kan godt lide Premier League. Vi er to forskellige personer, men jeg vil gerne spille i Premier League, siger han. 
 
Daniel Amartey kan se tilbage på en god sæson i FC København, selvom holdet går glip af det danske mesterskab. Personligt har han nemlig haft succes.
 
- Det har været godt for mig. Det har været en god start, og jeg er glad for at spille i FCK. Det er gået godt for mig, men jeg bliver ved med at arbejde hårdt. Jeg har fået meget spilletid, men jeg skal blive ved med at kæmpe for min plads og gøre mit bedste. Det vil være godt for min fremtid, siger han. 
 
Amartey havde ikke regnet med, at han allerede i sin første sæson ville få et gennembrud i klubben. 
 
- Kvaliteten i FCK er god, for der er mange gode spillere, og jeg havde ikke regnet med at spille så meget. Det har handlet om at arbejde hårdt og overbevise træneren om, at jeg skal spille. Når træneren giver dig chancen, skal man tage den. Jeg mener, at det er lykkedes for mig, men jeg vil arbejde endnu hårdere og blive ved med at gøre mit bedste, siger han. 
 
Selvom Daniel Amartey drømmer om at komme til Premier League, bliver det dog næppe i det kommende transfervindue. Manager Ståle Solbakken har udtalt, at han ikke forventer nogle store salg i sommervinduet, da klubbens unge spillere kan stige mere i værdi, hvis de bliver i klubben.