Video : Tipsbladet
Superliga

Afløseren for Zorniger er fundet: Retov ny mand i spidsen for Brøndby IF

Martin Retov er ny træner i Brøndby IF - han skal varetage jobbet frem til sommer og får Matthias Jaissle med ved sin side.

Brøndby IF har udpeget Martin Retov til ny, midlertidig træner, efter klubben mandag fyrede Alexander Zorniger som cheftræner.

Martin Retov overtager jobbet i spidsen for Brøndby frem til sommer, og så skal han formentlig overlade tøjlerne til en anden og mere permanent løsning.

- Brøndby IF har i dag indgået aftale med Martin Retov om, at Martin Retov overtager cheftrænerstillingen frem til afslutningen af den igangværende sæson, skriver Brøndby IF i en selskabsmeddelelse.

Martin Retov fungerede som assistent for Alexander Zorniger, og han skal på den korte bane sikre Brøndby en plads i mesterskabsspillet. Målsætningen for Brøndby denne sæson hedder stadig top tre, og det vil blive i et tæt samarbejde med Matthias Jaissle, at Martin Retov skal sikre den målsætning.

Jaissle blev hentet til som assistent af Alexander Zorniger, men han bliver altså i Brøndby - formentlig fordi han har stort kendskab til både stilen og de tyske spillere, der efterhånden er nogle stykker af i Brøndby.

Onsdag har Martin Retov første opgave i spidsen for Brøndby, når han er i spidsen for træningen. Søndag er det så første kamp for Martin Retov, når Randers gæster den københavnske vestegn.

Retov har selv en lang fortid som spiller i Brøndby IF - han blev hentet til Brøndby fra Køge i 2002 og spillede frem til 2008. Inden han blev udpeget til assistent for Alexander Zorniger, var han træner for Brøndbys U17-hold.

Brøndby IF kan med den midlertidige ansættelse af Martin Retovi lede videre i god ro og orden efter den langsigtede løsning.