Brix-Damborg efter nederlag til EfB: Gameplanen fungerede egentlig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brix-Damborg efter nederlag til EfB: Gameplanen fungerede egentlig

Det gik sådan set i den rigtige retning for Hobro fredag aften, da de mødte EfB. Alligevel endte det galt for dem.

Hobro har haft en hård sæson, og efter en kort optur med en sejr over FC Nordsjælland, kom de ned på jorden igen, da holdet tabte med 0-2 på udebane mod Esbjerg fredag aften.

Efter kampen var Hobro-anfører Jonas Brix-Damborg ikke bleg for at erkende, at nederlaget var meget tungt. Særligt fordi holdet havde en fin fornemmelse efter første halvleg, hvor der stod 0-0 mellem de to hold.

Det fortæller han i et interview med Nordjyske.

- Gameplanen havde egentlig fungeret, og vi havde holdt dem fra de store chancer, men så lykkedes det dem alligevel at få scoret to gange. Det er i de situationer, vi kommer på bagkant. Vi skal blive bedre til at agere i situationerne frem for at reagere. Det er tit der, det går galt. Vi skal komme på forkant i situationerne, forklarer Jonas Brix-Damborg.

Derudover udtaler han blandt andet, at det nærmest var ulækkert at se på, at Hobro endnu engang måtte indkassere et mål efter en dødbold ved Esbjergs anden scoring. Det skyldes især, at holdet arbejder meget på at få rettet op på netop dét.

Hobro har i denne sæson blot hentet ni point i 13 kampe, og næste opgave for Damborg og resten af holdet er mod oprykkerne fra Vejle.