Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-afsnit i Århus udsolgt: AGF øjner sæsonrekord

Der er solgt knap 10.000 billetter til AGF-Brøndby IF på søndag, heraf mere end 2000 til gæsterne. Hos hjemmeholdet bliver de overraskede, hvis ikke sæsonrekorden fra FCK-kampen står for fald.

Der var lige knap 16.000 tilskuere på stadion, da AGF for et par uger siden spillede 1-1 mod FC København. Går alt vel, bliver den sæsonrekord slået, når Brøndby IF søndag besøger Århus.

I første omgang udvidede AGF udebaneafsnittet, så der var plads til over 2000 Brøndby-fans, og det er nu udsolgt. Derudover er billetsalget langt fremme i forhold til, at der fortsat er fem dage til kickoff.

- Vi nærmer os de 10.000 billetter, hvilket så mange dage før en kamp er rigtig flot, og det vidner om stor interesse for kampen. Det er der nu som oftest, når Brøndby kommer til Aarhus med den historik, vi har med dem. Men at vi allerede tirsdag kan melde et udvidet udebaneafsnit udsolgt til en søndagskamp er usædvanligt, siger klubbens kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen.

- Så nu håber vi, at århusianerne også kommer talstærkt i skoven, så vi kan byde de mange Brøndby-fans op til dans - også uden for banen.

Det fremskredne billetsalg giver forhåbninger om, at der kan komme flere tilskuere end de helt præcis 15.788, der så De Hviie være få minutter fra at slå FCK.

- Med den fart der er på billetsalget nu så vil vi ikke blive overrasket, hvis vi bliver lige så mange - eller måske endda endnu flere - på søndag, siger Højlund Carlsen.

Der er kickoff til AGF-Brøndby søndag klokken 18.