Brøndby-angriber efter debut: Nu vil jeg sætte mit aftryk
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby-angriber efter debut: Nu vil jeg sætte mit aftryk

Svenske Gustaf Nilsson fik hele efteråret ødelagt af en skade, men søndag fik den store angriber debut for Brøndby, og håbet er nu, at han sætter sit aftryk og får flere minutter.

Hjemmekampen mod FC Nordsjælland søndag gik slet ikke, som Brøndby IF havde håbet på. Klubben tabte noget overraskende hjemme til et mandskab, som holdet traditionelt set har det godt imod. Samtidig blev backen Gregor Sikosek udvist, så der var ikke meget at glædes over for Brøndby.

Men måske var der alligevel én enkelt ting, der var værd at skrive bag øret og tage med videre. I hvert fald for spilleren selv.

For mod FC Nordsjælland blev det til debut for den 19-årige angriber Gustaf Nilsson, der har været længe undervejs grundet en skade i stort set hele efteråret.

Angriberen kunne ikke ændre på resultatet i de få minutter, han fik på banen, men han kan alligevel se frem nu til et forår, hvor det forhåbentlig bliver til flere minutter og gode præstationer, så træner Alexander Zorniger får et luksusproblem i front.

- Selvfølgelig betyder det meget at få debut. Jeg vil spille kampe, og jeg vil ind på holdet, siger Gustaf Nilsson til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det er det, jeg vil. Nu handler det om at få flere minutter og så forhåbentlig score nogle mål, så jeg kan hjælpe holdet med at vinde kampe. Jeg vil sætte et aftryk på det her hold, og hvis jeg får chancen vil jeg vise, at jeg er en god spiller, der kan hjælpe holdet, siger han videre.

Gustaf Nilsson skiftede i sommer fra svenske Falkenbergs FF, men skiftet var ikke problemfrit, fordi Nilsson tog en skade i foden med sig til Brøndby. Den skade tog længere end ventet at komme sig over, og først mod slutningen af efteråret var Gustaf Nilsson klar til at træne på fuld kraft samt at spille for reserveholdet.

Siden har fuldt en god opstart, og nu håber han på at få chancen i onsdagens pokalopgør mod Brøndby.

- Jeg har spillet en del reserveholds- og træningskampe, så jeg føler mig egentlig i god form. Nu håber jeg på mere, og jeg håber på at blive involveret i morgen.

- Det handler om at træne og spille godt, så tror jeg også på, at der kommer flere minutter.

Det er nok ikke utænkeligt, at Gustaf Nilsson får flere minutter mod Marienlyst fra 2. Division onsdag aften. Pokalopgøret spilles i øvrigt i Brøndby.