Superliga

Brøndby ansætter Jan Hoffmann

Brøndby har fundet klubbens nye målmandstræner. Den tidligere AB-målmand Jan Hoffmann erstatter Morten Cramer.

Morten Cramer stopper som målmandstræner i Brøndby til nytår, og nu har de blå/gule fundet en afløser. Den tidligere Superliga-målmand Jan Hoffmann er ny målmandstræner på vestegnen fra den 1. januar.

Jan Hoffmann bliver en del af et trænerteam med den nye permanente cheftræner, Auri Skarbalius i spidsen. Derudover består trænerteamet af assistenttræner Bent Christensen Arensøe og den fysiske træner Ahron Thode, der har fået forlænget sin kontrakt.

- Jan Hoffmann bliver ny målmandstræner i Brøndby. De fleste kender Jan som en tidligere fremragende keeper for blandt andre AB, og også som målmandstræner har Jan en række fine egenskaber, som vil komme vores unge, talentfulde målmænd til gavn. Jan kommer med erfaring fra DBU, hvor han har fungeret som instruktør på målmandskurser. Han har en masse nye input til udvikling af vores målmænd, så det er et samarbejde, vi ser meget frem til, siger Ole Bjur til Brøndbys hjemmeside.

40-årige Jan Hoffmann har tidligere været målmandstræner i Vejle og i Ballerup/Skovlunde. Som aktiv spillede han for klubber som AB, FC Nordsjælland, Vejle og Esbjerg.