Brøndby IF hentede deres første sejr i Mesterskabsspillet med en sejr over FC Midtjylland mandag aften, men det var ikke lutter godt nyt for de blå-gule.
Efter blot 22 minutter måtte Joel Kabongo udgå med noget, der lignede en alvorlig skade, og i pausen måtte venstrebacken Kevin Mensah også lade sig udskifte som følge af en skade.
Men i Kevin Mensahs tilfælde virker det ikke til at være alvorligt. Det fortalte Mensah til 3+ efter kampen.
- Jeg tror, at det er for tidligt at sige. Umiddelbart er det ikke noget alvorligt. Jeg kan nok godt være med i næste kamp.
- Vi tog ikke nogen chancer. Jeg mærkede lidt, og vi tog ikke nogen chancer, og så må vi se, hvordan det er, fortalte Mensah.
Brøndbys næste kamp er mod Esbjerg fB på hjemmebane søndag klokken 16.00.