Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-boss: Det var lige ved at blive en hektisk deadlinedag

Stort interview med Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen i kølvandet på det lukkede transfervindue.

Efter flere måneder med mange handler, rygter og spekulationer kan der nu skrues ned for transferblusset. Mandag lukkede transfervinduet i Danmark og de fleste andre steder i Europa, og dermed er det slut med at købe og sælge spillere.

Nu kan der gøres status.

I Brøndby IF sagde man farvel til Besar Halimi på transferdeadlinedag, og det blev den sidste aktivitet i et vindue, hvor truppen blev forstærket med Tobias Børkeeiet, Sigurd Rosted, Samuel Mraz og Johan Larsson. 

Det var Carsten V. Jensen, der styrede Brøndby over målstregen i transfervinduet, efter han overtog stafetten fra Ebbe Sand i starten af juli, og han blåstempler et godt, men ikke perfekt transfervindue på Vestegnen.

- Jeg kom ind midt på sommeren og skulle danne mig et overblik over, hvilken rækkefølge jeg skulle gøre tingene i, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har uendelige ressourcer til rådighed. Så det har været en udfordring, siger Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg er glad for vores ageren i forhold til stopperpostionen. Vi sagde farvel til Paulus Arajuuri, der gerne ville have en ny udfordring i sin karrieres efterår, og som afløser lykkedes det at lande Sigurd Rosted, som er et rigtig godt sted i sin karriere og er på vej mod at peake. Og så var det en transfer, der ikke belaster vores økonomi.

- Lidt det samme kan man sige om Samuel Mraz. Her er tale om en tidligere ligatopscorer i Slovakiet, der blev hentet til en klub for lidt for mange penge uden at slå til. Det gjorde, at han blev en mulighed for os på en lejeaftale, som vi senere kan veksle til en permanent aftale. 

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: FC København viser sunde svaghedstegn

Truppen er lidt for stor
Brøndby IF fik som nævnt afskibet løntunge Besar Halimi til Sandhausen mandag eftermiddag, men en spiller som Ante Erceg er fortsat i klubben. Ham ville de blå-gule ellers også gerne have været af med. Det samme var tilfældet med Jens Martin Gammelby, hvis man skal tro flere danske medier. 

Det lykkedes ikke, og det gør det samlede billede lidt mere mudret.

- Jeg synes, vi ender med at have for mange i truppen. Vi fik afsat Besar Halimi, og det var efter planen, men jeg havde gerne set, at vi også havde sagt farvel til én eller to mere, men det havde vi altså ikke held med, lyder det fra Carsten V. Jensen.

Spillere som Jesper Lindstrøm og Anton Skipper har fået masser af spilletid i denne sæson, og det glæder Brøndbys fodbolddirektør, at al forstærkning ikke skal komme udefra. 

- Min opgave har været at udvikle uden at belaste en økonomi, som er presset, og samtidig være med til, at Masterclass-spillerne for alvor blev en leverandør til førsteholdet.  Nu har vi spændende talenter i Anton Skipper, Peter Bjur og Jesper Lindstrøm, der også får spilletid, siger "CV" og slår fast:

- Samlet set er vi tilfredse med transfervinduet, uden vi står og hopper og springer. 

Læs også:Brøndby-direktør: Jeg tror, Maxsø er tæt på en ny klub

Deadlinedag var tæt på at blive travl
Mandag blev altså en stille dag på kontorene i Brøndby IF, og Carsten V. Jensen var allerede hjemme midt på aftenen. Pludselig så det dog ud til at eskalere.

- Det var ikke vores plan at stresse, men så opstod der pludselig en mulighed for at sende en spiller ud og hente en erstatning på den pågældende position. Det blev nogenlunde hurtigt afblæst, men vi oplevede lige et peak midt på eftermiddagen inden en rolig aften, fortæller Carsten V. Jensen.

Hvorfor blev det ikke til noget? På grund af jeres spiller eller den mulige afløser?

- Det hænger lidt sammen. Vi risikerede at stå med to spillere til den pågældende position eller slet ingen. Det var vi ikke villige til.

Selv om transfervinduet er lukket, er der nok at tage fat på i Brøndby for Carsten V. Jensen. I sidste uge præsenterede Superliga-klubben et underskud på 41,7 millioner kroner for de første seks måneder af 2019, og på årsbasis forventer Brøndby et underskud mellem 63 og 73 millioner kroner. 

Med andre ord; Brøndby IF styrtbløder, og Carsten V. Jensen står i høj grad med opgaven at lappe såret sammen.

- Jeg skal skabe balance i økonomien, og det er et ansvar, jeg har taget på mig. Vi skal simpelthen have balance, så vi ikke helt tiden skal bede Jan (Bech Andersen, red.) om penge. Det holder ikke. Den opgave blev der taget hul på i transfervinduet, og vi kom et stykke videre. Vi belastede ikke pengekassen yderligere, men vi ville gerne have sagt farvel til et par spillere mere, slutter "CV".

Brøndby er nummer fem i Superligaen. 

Læs også:AaB-boss jubler: Det har været et fantastisk vindue

Læs også:Brøndby-direktør: Jeg tror, Maxsø er tæt på en ny klub